Tre og et halvt kilo kokain. 30 kilo hash. To våben.

Det er ikke småting, som politiet mistænker en 34-årig mand for at have solgt.

Og mandag formiddag slog man så til. Klokken var 10.12, da han blev anholdt og bekendtgjort med mistanken mod sig. Selv nægter han sig skyldig i sigtelsen.

En sigtelse, der er blevet til ved hjælp udefra.

Det er nemlig på baggrund af fransk politis arbejde, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har kunnet indlede efterforskningen af den 34-årige mand, skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De franske kollegaer har haft held med at dekryptere forskellige tjenester, som bruges af folk, der gerne vil holde deres skriftlige kommunikation ude af blandt andre politiets søgelys.

»Organiserede kriminelle bruger i stigende grad forskellige krypterede platforme til at kommunikere. Dels for at holde sig ude af myndighedernes søgelys og dels for at optræde så anonymt som muligt, når de begår deres kriminalitet,« forklarer politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det er politiets mistanke, at den nu sigtede brugte krypterede medier til at organisere og aftale indkøb og videresalg af de ulovlige stoffer.

Tirsdag formiddag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Da politiet indtil videre ønsker at holde sagens detaljer for sig selv, vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.

Af samme årsag er det heller ikke muligt at få yderligere kommentarer fra politiet for nuværende.