Ung mand slipper mirakuløst med livet i behold efter vanvittig ulykke

En ung mand slipper mirakuløst med livet i behold efter at være blevet ramt af en mildt sagt uopmærksom bilist.

Den 80-årige bilist opdagede tilsyneladende ikke rigtigt, at han påkørte cyklisten ved et venstresving, så han røg direkte gennem forruden.

Den 80-årige mand fortsatte i hvert fald med at køre yderligere 50 meter, inden han opdagede, hvad der var sket.

- Kollegaerne derude spørger ham, hvorfor han ikke standsede med det samme. Han siger så, at han først standsede, da han undrede sig over, hvorfor der lå en mand inde i hans bil. Ja, jeg ved godt det lyder helt vanvittigt, siger vagtchef Per Jørgensen ved Nordjyllands Politi.

Selv er den 80-årige overbevist om, at han er uden skyld.

- Hans ræsonnement er, at han jo ikke så noget, så derfor kan han ikke være skyld i noget, forklarer vagtchefen, som ikke helt køber den forklaring.

- Der bliver set på om ikke han skal fratages kørekortet, siger Per Jørgensen.

Cyklisten er nu indlagt med lårbensbrud og snitsår efter ulykken. Det kunne nemt have kostet ham livet.

- Det er værd at nævne, at cykelhjelmen efter alt at dømme redder hans liv. Uden den, så var det nok ikke gået, siger Per Jørgensen.