Fem personer måtte natten til søndag overnatte i detentionen i Aarhus, men derudover er den første weekend, hvor barerne og diskotekerne igen har måtte holde åbent hele natten, gået efter bogen.

Sådan lyder meldingen søndag morgen fra Østjyllands Politi:

»Billedet er, at der har været masser af folk i bybilledet, som har haft en god aften og kun få sager,« lyder det fra Christian Riis, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Han fortæller, at politiet hele weekenden har været ekstra til stede i bybilledet, da festugen sammen med de længere åbningstider har trukket rigtig mange mennesker til byen.

Og kun enkelte gange har de måtte blande sig i festlighederne.

»Det, der har været, er mindre ting, for eksempel problemer med ordensbekendtgørelsen. Det er det samme, som vi så natten til lørdag,« siger Christian Riis og fortsætter:

»Der er mange, der er fulde, og så er der også nogle, som bliver uenige. For eksempel nogle, der opfører sig truende eller på anden måde uhensigtsmæssigt,« fortæller vagtchefen.

Det resulterede i, at minimum fem personer, natten til søndag måtte overnatte i detentionen i Aarhus.

»Det er nogle, vi har vurderet, var så berusede, at de lige skulle ind og sove rusen ud hos os,« lyder det fra vagtchefen.

På fredag ophæves de sidste coronarestriktioner.