Festival-vold: Kvinde slået ned med Breezer-flaske


En 32-årig kvinde blev overfaldet fredag aften på Jegindø Festival i Thyholm.
Det meddeler politiet, som oplyser, at man modtog en anmeldelse om vold fredag aften omkring klokken 23 ifølge Dagbladet Holstebro-Struer.
På den nordjyske en-dags-festival brugte en kvinde de våde varer som våben, hvor hun slog en anden kvinde ned med en Breezer-flaske, kort inden det lokale coverband skulle lukke festivalen af.
Den forurettede kvinde faldt til jorden efter slaget med Breezer-flasken, som efterfulgte to knytnæve-slag.
Men overfaldet sluttede ikke der. Gerningskvinden fortsatte med at uddele spark mod hoved og mave mod den anden kvinde, der lå på jorden, lyder det ifølge politianmeldelsen.
Slagsmålet blev muligvis fremprovokeret af, at den forurettede hældte en øl ud over gerningskvinden.
Politiet kender gerningskvindens identitet, men har endnu ikke fået hendes forklaring på festival-fredagens optøjer.