En 17-årig pige har anmeldt til politiet, at hun blev voldtaget af en flok unge mænd efter fest i Albertslund.

En ung mand er anholdt og vil mandag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør i forbindelse med en anmeldelse af en gruppevoldtægt natten til søndag i Albertslund.

Samtidig leder politiet efter flere andre unge, der angiveligt deltog i gruppevoldtægten.

Det er en 17-årig sjællandsk pige, der har fortalt politiet, at hun blev voldtaget af en flok unge mænd, da hun deltog i en fest i en lejlighed i Albertslund.

På et tidspunkt lykkedes det pigen at slippe væk. Hun løb over til en nabo, som alarmerede politiet.

Da politiet ankom til stedet, var lejligheden tom.

Søndag aften fandt politiet frem til en af de mistænkte unge mænd, der er fra lokalområdet, og politiet venter ret hurtigt at få fat på de øvrige.

/ritzau/