Det hele gik så stærkt.

I det ene øjeblik ser Simone Ingerslev Tange sin datter spørge om lov til at klappe en stor hund. I det næste hører hun sit navn blive råbt.

»Jeg vender mig om og kan se, at der sidder en kvinde og holder om Mila.«

»Hun har blod i hele ansigtet.«

Femårige Mila er blevet skambidt i ansigtet af den fremmede hund. Det er alvorligt, ser Simone Ingerslev Tange.

Hun fortæller, at politiet senere har sagt, at hunden ikke har bidt for at markere. Den har bidt for at dræbe.

Vi er tilbage i maj, hvor der er festdag i den sydsjællandske stationsby Faxe, da ulykken sker.

Men det er langtfra et enestående tilfælde. Så sent som i torsdags blev en 47-årig kvinde skambidt i ansigtet af en rottweiler.

Simone Ingerslev Tange fortæller, at hun endda selv blev bidt i ansigtet af en rottweiler som barn.

Den lørdag i maj er det hendes egen datter, som det er gået ud over.

»Jeg kan se, at hun er bidt i mundvigen og kinden,« fortæller hun.

På et tidspunkt vender Mila sig rundt i sin mors arme, så Simone Ingerslev Tange pludselig kan se, at hun også er bidt ved hagen.

»Der er et hul og åbent ind til kæbeknoglen og munden.«

Ambulance og politi ankommer hurtigt til ulykkesstedet, og femårige Mila ligger senere i tre timer på operationsbordet på hospitalet.

Simone Ingerslev Tange kæmper på det tidspunkt med bekymring og følelser af svigt.

Selvom hendes datter spurgte om lov til at klappe hunden, så kan hun ikke slippe skyldfølelsen.

Mila tilbragt adskillige timer på Køge Sygehus efter ulykken.
Mila tilbragt adskillige timer på Køge Sygehus efter ulykken.
Vis mere

»Jeg følte mig som en sindssygt dårlig mor. Bare jeg havde holdt hende tilbage, så var det ikke sket.«

I næsten to uger sagde Mila ikke mange ord. Men på et tidspunkt begyndte hun at tale om ulykken.

Hun fortæller sin mor, at hun fik lov til at klappe hunden, som hed Charlie, og give den to godbidder.

Da hun giver den anden godbid, går noget pludselig galt, og hunden bider.

»Den nåede ikke at spise godbidden færdig, og så bed den mig. Og så ruskede den i mit hoved,« fortalte Mila sin mor.

Nu, mere end to måneder senere, har Mila det godt, men er stadig generet af arrene.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Hunden, som skambed hende, er ifølge Simone Ingerslev Tanges oplysninger kommet tilbage til sin ejer.

»Jeg har klaget til politiet for to måneder siden, men vi har ikke hørt noget.«

Ifølge hundeloven skal en hund, som skambider et menneske, aflives.

Tal fra Forsikringsoplysningen 2020 viser, at der det år blev anmeldt over 6.500 skader på grund af hunde til forsikringen.

Historierne om mennesker, som bliver angrebet og bidt af hunde, er derfor også regelmæssige i nyhederne.

»Det skræmmer mig, at det sker igen og igen. Man skal passe på med at hilse på fremmede hunde,« siger Simone Ingerslev Tange.