Var det uagtsomt manddrab, da Helmi Mossa Hameed i oktober sidste år kørte tværs over Peter Bangs Vej og ind i en femårig pige, som afgik ved døden på stedet?

Det skal en af politiets allermest profilerede anklagere forsøge at overbevise et nævningeting om, når Retten på Frederiksberg tager hul på sagen mandag.

Kristian Kirk er navnet på advokaturchefen, som skal føre sagen mod den 21-årige Helmi Mossa Hameed, der er tiltalt for i alt 35 forhold, herunder for hændelsen 28. oktober sidste år, der endte med at koste den femårige pige Aya livet.

En vanvittig tragisk sag, som Kristian Kirk kaldte den i forbindelse med grundlovsforhøret, et par dage efter at Helmi Mossa Hameed havde været efterlyst i stort set alle danske medier, fordi han ifølge politiet flygtede fra stedet på Peter Bangs Vej uden at hjælpe en person i 'øjensynlig livsfare'.

Ved grundlovsforhøret 30. oktober sidste år erkendte Helmi Mossa Hameed at have ført bilen, der bragede ind i den lille pige og hendes mor, men han hævdede, at der var tale om et uheld.

Siden har vi her på B.T. blandt andet kunnet fortælle, at Helmi Mossa Hameed har adskillige færdselsdomme i bagagen, ligesom han også for få år siden sendte en unge kvinde fem uger i livstruende koma – angiveligt som følge af hans vanvidskørsel.

Episoden udgør ligeledes en del af det 12 sider lange anklageskrift.

For 43-årige Kristian Kirk er det imidlertid langtfra første gang, at han står i spidsen for sager med stor mediebevågenhed. Som anklager har Kristian Kirk tidligere ført nogle af de mest omtalte og ikke mindst profilerede sager.

Anklager Kristian Kirk ved Østre Landsret i København, onsdag 29. august 2018. Kristian Kirk skal føre sagen mod Helmi Mossa Hameed.
Anklager Kristian Kirk ved Østre Landsret i København, onsdag 29. august 2018. Kristian Kirk skal føre sagen mod Helmi Mossa Hameed. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det gjaldt blandt andet i 2018, hvor han fik overbevist landsretten om, at morderen Peter Madsens livstidsdom fra byretten skulle stadfæstes.

Skruer vi tiden endnu længere tilbage, var det også Kristian Kirk, der med held forsøgte at få Natascha Colding-Olsen, også kendt som Kundby-pigen, dømt som terrorist. I landsretten blev den dengang 17-årig pige idømt otte års fængsel.

I 2010 var han desuden anklager i en af danmarkshistoriens største rockersager. 14 personer med tilknytning til Hells Angels blev dømt for blandt andet drabsforsøg, vold og våbenbesiddelse.

Tilsammen fik de mere end 100 års fængsel.

»Alvorlige straffeovertrædelser«

Trafikdrabet på den femårige pige satte skub i en i forvejen betændt debat om vanvidsbilisme, og statsminister Mette Frederiksen var i dagene efter også ude at kommentere ulykken.

'Mit hjerte græder. Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til den familie, der på tragiske vis mistede en lille pige på kun fem år i går. Som mor ved jeg, at sorgen er knusende. Og hvor er det kun en kujon, der løber afsted efter at have berøvet et andet menneske dets liv og dermed ikke står til ansvar for sine handlinger,' skrev hun i et opslag på Facebook.

Helmi Mossa Hameed.
Helmi Mossa Hameed.
Vis mere

Anklager Kristian Kirk har heller ikke tøvet med at omtale alvorsgraden af sagen. Allerede ved grundlovsforhøret tilkendegav den erfarne anklager, at der var tale om »meget alvorlige sigtelser«, hvorfor man senere også har vurderet, at sagen kan rejses.

»Sagen rummer en række meget alvorlige straffelovsovertrædelser, herunder især trafikdrabet i Valby. Jeg har derfor vurderet, at der er grundlag for at rejse tiltale ved nævningeting – hvilket er sædvanlig fremgangsmåde i sager, hvor anklagemyndighedens strafpåstand overstiger fire års fængsel,« lød det fra Kristian Kirk, da der blev rejst tiltale.