Drabet på en femårig dreng, der blev skudt i hovedet på klos hold, har i disse dage rystet amerikanerne.

Og selv om politiet endnu ikke har offentligjort et motiv for drabet, er der en bestemt teori, der spreder sig på de sociale medier.

Skudt, mens han legede

Drengen, Cannon Hinnant, cyklede sidste søndag rundt ude foran sin fars have i Wilson, North Carolina, sammen med sine to storesøstre, da en mand gik direkte hen til den femårige og skød ham i hovedet.

Faren til drengen, Austin Hinnant, hørte skuddet og løb ud til sin søn, der lå blødende på jorden, samlede ham op og råbte efter hjælp.

Femårige Cannon Hinnant blev skudt på klods hold. Anholdt og sigtet for drabet er hans nabo.
Femårige Cannon Hinnant blev skudt på klods hold. Anholdt og sigtet for drabet er hans nabo.
Vis mere

Her nåede Austin Hinnant at se sin nabo, Darius Sessoms, stående i sin egen have med en pistol i hånden.

»Jeg så på ham, mens jeg samlede Cannon op, og jeg var så fuld af raseri, men jeg kunne ikke forlade min søn. Jeg ville bare være sammen med min søn,« fortæller Austin Hinnant til CNN.

»Du kan ikke forestille dig, hvordan det er at holde din søn, som er blevet skudt i hovedet, i dine arme, mens hans blod løber ned ad dine hænder.«

Darius Sessoms kørte hurtigt væk fra stedet. Imens ringede Austin Hinnants forlovede efter en ambulance til det hårdt sårede barn.

Cannon Hinnant døde af sine kvæstelser på hospitalet.

Nabo sigtet for drabet

Darius Sessoms, naboen, som faren til den dræbte dreng mente at have set med en pistol i hånden efter skuddet, blev mandag anholdt.

Politiet fandt ham i et hus 30 minutter fra Wilson. Han er nu sigtet for drabet på sin nabo.

Hvordan det kom så vidt, at Darius Sessoms skulle dræbe den femårige Cannon Hinnant, vides ikke, men intet tyder på, at nabostridigheder skulle ligge til grund for mordet, skriver CNN.

Ifølge Austin Hinnant havde han og den sigtede været naboer i otte år, og så sent som dagen inden mordet havde Darius Sessoms spist aftensmad hos Hinnant-familien.

Darius Sessoms, manden, der nu er sigtet for drabet på femårige Cannon Hinnant.
Darius Sessoms, manden, der nu er sigtet for drabet på femårige Cannon Hinnant.
Vis mere

Her havde Austin Hinnant og Darius Sessoms drukket en øl sammen på terassen efter maden.

Moren til den dræbte dreng, Bonny Waddel, har den seneste uge skrevet adskillige opslag på Facebook, hvor hun giver Darius Sessoms skylden for drabet.

Hun skriver desuden, at hun 'vil brænde landet ned, hvis det er, hvad der skal til, for at hendes søn får retfærdighed'.

Drabet kobles til racehad

Darius Sessoms, som nu er anholdt og sigtet for drabet, er sort, mens Cannon Hinnant var hvid.

I kølvandet på det forfærdelige mord på femårige Cannon Hinnant har forskellige hashtags spredt sig, og mordet kobles nu af mange til racehad i USA og Black Lives Matter-bevægelsen.

»Cannons død er et resultat af den stemning af racehad og fjendtlighed mod hvide mennesker, som er blevet bygget op af blandt andre Black Lives Matter-organisationer,« sagde præsten Darrell Scott på nationalt tv om sagen.

Og Fox News-journalisten Raymond Arroyo påpegede fredag, at sagen ikke fik nok opmærksomhed i medierne, fordi det var en sort mand, der havde skudt et hvidt barn – og ikke en hvid mand, der havde skudt en sort.

En teori, som mange på sociale medier erklærer sig enige i med begrundelsen, at mediernes dækning af drabet på Cannon Hinnant angiveligt skulle have været svagere end dækningen af drabet på George Floyd – og at dette skulle være tilfældet, fordi Cannon Hinnant var hvid og ikke sort.

Mor nægter, at mordet har med raceproblemer at gøre

Selv Wilsons borgmester, Carlton Stevens, nævner drabet på George Floyd i forbindelse med Cannon Hinnant-sagen:

'Vi stod sammen i solidaritet i forbindelse med det meningsløse drab på George Floyd, vi er nødt til at stå sammen nu i forbindelse med det meningsløse drab på Cannon Hinnant. Hans liv betyder noget ('His life mattered', red.),' skrev borgmesteren på Facebook.

På Facebook benægter Cannon Hinnants mor, at drabet har nogen relation til Black Lives Matter-bevægelsen.

'Det har absolut intet at gøre med race, og lad være med at sammenligne dette med Floyd (George Floyd, red.). Min søde Cannon så aldrig farve. Han elskede alle. Han var uskyldig, kærlig og den bedste bror nogensinde, og denne modbydelige mand tog ham fra os uden nogen grund,' skriver hun.

Cannon Hinnant blev begravet torsdag.