En mor fandt onsdag aften sin femårige datter hængende langs en rutsjebane med en snor om halsen i familiens have.

Pigen er ikke ved bevidsthed, og hun er i kritisk tilstand.

Det oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi til B.T. torsdag morgen.

Først lød meldingen fra politiet, at en femårig pige fra Aars onsdag blev fundet hængende fra et træ, men senere onsdag aften blev forklaringen ændret.

»Vi går ud fra, at det er sket i forbindelse med noget leg,« oplyste vagtchefen.

Klokken 21.05 onsdag aften fortalte vagtchefen hos Nordjyllands Politi, at pigen havde leget i et legetårn i haven, hvor der er rutsjebane på. Hun havde leget i fem til ti minutter alene.

»På et håndtag, i toppen af legetårnet ved rutsjebanen, har der hængt noget snor, som pigen på en eller anden måde får rundt om halsen, da hun ville rutsje,« forklarede vagtchefen.

Derefter kom der ambulance, redningshelikopter og politi til stedet.

Pigen er nu på Aalborg Universitetshospital.

Tidligt torsdag morgen oplyser vagtchef Mads Hessellund, at pigen fortsat er i kritisk tilstand:

»Vi har været i kontakt med sygehuset klokken 00.50 i nat, og der lød meldingen, at hun fortsat er i kritisk tilstand, men er stabil,« fortalte han.

Fredag klokken 17:45 oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi, at pigens situation er uændret, og at hun dermed stadig er i kritisk tilstand.

Politiet skal nu til at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

B.T. følger sagen.