»Vi ved, at du er god for de her penge, så det er ikke skide svært.«

En række opringninger til en dansk direktør spiller en vigtig rolle i en større afpresningssag, som tirsdag blev indledt ved Retten i Roskilde.

I flere dage i træk i juni i år var politiet med på en lytter, når den sjællandske direktør blev kontaktet over telefonen.

Efter politiets opfattelse blev han truet til at hoste op med fem mio kr.

Ifølge anklageskriftet stod tre mænd i alderen 25-37 år bag afpresningen efter aftale med et ægtepar i slutningen af 50'erne.

Alle fem tiltalte nægter sig skyldige.

Ægteparret mente ifølge tiltalen at have pengene til gode hos direktøren, som ejede en række forlystelsesforretninger, som ægteparret forpagtede

Ifølge anklageskriftet begyndte afpresningen 5. juni i år, da to af de tiltalte uden varsel mødte op ved direktørens sommerhus i Nordsjælland.

»Hvis du ikke kommer ud, kan du miste et par fingre eller få en kugle for panden,« truede de to veltrænede herrer ifølge direktøren.

Efter anklagemyndighedens opfattelse blev direktøren tvunget til to dage senere at møde op på en adresse i Ringsted.

Her blev han ifølge tiltalen væltet til jorden og fik sat en pistollignende genstand for panden, i munden og på knæet, mens gerningsmanden spurgte, hvor han helst ville skydes.

Direktøren fik ifølge sin forklaring til politiet også presset en bilnøgle mod sit ene øje, mens gerningsmanden spurgte: »Skal jeg pille dit øje ud?«

Da direktøren efter en times trusler bliver sluppet fri, kontakter han straks politiet og anmelder, at han bliver afpresset.

Ægteparret bliver straks anholdt og varetægtsfængslet, og få dage senere bliver de tre unge mænd, der nu også er tiltalt, anholdt.

De kører i samme bil, og i bilen finder politiet blandt andet en telefon, som angiveligt er blevet brugt til at true direktøren yderligere i de aflyttede samtaler.

Som den først afhørte i sagen afviste den kvindelige halvdel af det tiltalte ægtepar at have gjort noget ulovligt. Tværtimod understregede hun, at det var direktøren, som i flere år havde truet hende og manden.

»Han har snydt os, så vandet drev, og han skylder os måske op mod 10 mio kr. Han er årsag til, at vi har mistet huset, sommerhuset og flere biler - hele molevitten. Han har kørt psykisk terror mod mig, så jer er endt med at sidde her som en halvtosse,« lød det fra kvinden i vidneskranken.

Da anklageren spurgte, om hun havde kontakter til rockerklubben Bandidos, lød svaret med et grin:

»Det mener jeg ikke, at jeg har. Jeg kan ikke udelukke, at der er kommet Bandidos, HA'ere eller LTF'ere hos os, men prøv at kigge på mig: Jeg er sådan en gammel bedstemor, der sidder og strikker eller er ude bagved for at bage.«

Der er afsat foreløbig fire yderligere retsdage til afpresningssagen.