Det gik voldsomt for sig, da en aldrende eksrocker 1. august blev overfaldet og forsøgt kidnappet på Frederiksberg. 

Fem mænd er nu tiltalt i sagen. Alle fem har tidligere nægtet sig skyldig, og Erbil Kaya, der er forsvarer for en af de tiltalte, fortæller, at hans klient fortsat nægter sig skyldig.

Sagens anklageskrift beskriver, hvordan gerningsmændene ved 19-tiden fik adgang til lejligheden, hvor den 56-årige befandt sig. Her ankom en af de tiltalte, en 44-årig, under påskud at han ville leje den 56-åriges lejlighed.

Under påskud af, at han ville hente øl, forlod han kort efter lejligheden igen. 

Her lod han dørene til både lejligheden og opgangen åbne, lyder det i anklageskriftet. Hefter var der fri adgang til de fire øvrige, der trængte ind i lejligheden og overfaldt den 56-årige.

Slået og sparket
Her blev han slået med knytnæver, sparket og trampet i hovedet og på kroppen. Mens han lå på gulvet fik han stukket en fjernbetjening ned i halsen, ligesom overfaldsmændene forsøgte at fiksere hans hænder og fødder med plastikstrips.

Desuden forsøgte de at vikle gaffertape om hovedet på ham. Målet var ifølge anklageskriftet at pacificere den 56-årige sådan, at de kunne tvinge ham ud af lejligheden og ned i en Fiat Ducato-kassevogn.

Den 56-årige gjorde dog voldsom modstand, og beboere i området var blevet opmærksomme på tumulten, der foregik i lejligheden.

Politiet blev tilkaldt, og de var fremme på stedet før, det lykkedes gerningsmændene at tvinge offeret ned i kassevognen, lyder det i anklageskriftet.

Tidligere drabsdømt
Anklageskriftet beskriver ikke et muligt motiv til, hvorfor den 56-årige skulle overfaldes, men ifølge B.T.s oplysninger kan uoverstemmelser i det kriminelle miljø have udløst kidnapningsforsøget.

Offeret er tidligere Bandidos-rocker. Han forlod ifølge B.T.s oplysninger klubben for en længere årrække siden.  Han er tidligere dømt for blandt andet drab. For nogle år siden blev han tillige dømt for at have forsøgt at afpresse en pølsemand.

En af de fire har ligeledes en fjern fortid som medlem af en støtteklub til Bandidos, mens en af de andre har været sat i forbindelse med handel med hash.

Flere har desuden tidligere volds- og andre domme på det kriminelle cv.

Der er endnu ikke sat tidspunkt for, hvornår retssagen imod de fem skal køre.

Hør mere om kriminalitet i B.T.s podcast 'På Fersk Gerning' her: