Fem farlige skydevåben er fjernet fra bande-krigen efter to politiaktioner i København. I en sportstaske på Christiania fandt politiet fire skarpladte pistoler og i en lejlighed i Brønshøj et M 95 automatisk militærgevær.

To mænd på 18 og 23 år blev i dag varetægtsfængslet i Københavns dommervagt efter våbenfundene.

- Det er personer som er relateret til bandemiljøet, siger Jesper Simonsen fra politiets bandenhed.

M 95 automatgeværet stammer ifølge politiet næppe fra våbenrøveriet på Antvorskov Kaserne i januar, hvor der blev stjålet M 95 og M 96 rifler, pistoler og lette maskingeværer.

- Men der skal nogle yderligere undersøgelser til, før vi kan sige det med sikkerhed, siger Jesper Simonsen.

Da politiet i mandags var på Christiania stak den 18-årige af fra Genbrugshallen i Bådsmandsstræde og smed en sportstaske fra sig og en skudsikker vest. Tasken indeholdt fem elefanthuer, en peberspray - og fire skarpladte pistoler:

Tre ni mm. Glock-pistoler med 13, 17 og 15 skud i magasinerne og en Taurus ni mm. pistol med 15 skud. Der lå desuden ekstra fire patroner i tasken.

I går lykkede det at identificere den 18-årige, der blev anholdt. Han nægtede sig skyldig i dommervagten, men blev fængslet for 13 dage.

M 95 gevær
Nu skal de fire pistoler undersøges kriminalteknisk for at fastslå, om de har været brugt til tidligere skudepisoder i København.

Ved en politiaktion på to adresser i Brønshøj i går fandt politiet et M 95 gevær samt tre magasiner, men ingen skarpe skud.

En 23-årig mand og hans 18-årige kæreste blev anholdt for våbenbesiddelsen, men i dommervagten blev den 18-årige kvinde løsladt. Det var i hendes lejlighed våbnet blev fundet.