Fem personer er sigtet for omfattende billeddeling af flere tusinde intime billeder og videomateriale af unge kvinder.

Det sker på baggrund af en omfattende efterforskning med deltagelse af flere politikredse.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har har stået for efterforskningen, i en pressemeddelelse.

Sigtelserne kommer efter længere tids efterforskning af lukkede grupper på de sociale medier Telegram og Discord.

En af de fem sigtede er desuden sigtet for videregivelse af seksuelt materiale af mindreårige.

NSK er stødt på noget nyt – og foruroligende – under efterforskningen af den omfattende sag.

»Den kriminalitet, der er foregået i de lukkede grupper, er omfattende og er foregået i langt mere organiseret grad, end vi tidligere har set i andre billeddelingssager. I de lukkede grupper er private intimbilleder af unge kvinder groft blevet brugt som indbyrdes bytte- og handelsvarer,« siger politiinspektør i NSK, Lars Mortensen.

NSK anser det for at være sandsynligt, at der kommer flere sigtelser i sagen i den kommende tid.

»Det kan være ødelæggende og meget traumatiserende for ofre at vide, at deres intime billeder florerer på internettet og er blevet delt uden ens samtykke. Derfor gør politiet og flere af vores samarbejdspartnere alt, hvad vi kan for at få fjernet seksuelt krænkende materiale på internettet og for at bremse de personer, der står bag,« siger Lars Mortensen.

Politiinspektøren understreger, at det desværre kan være svært at få fjernet billeder helt fra nettet, når de først er blevet delt på platforme som de lukkede grupper på Telegram og Discord. 

»Der er således også tale om en meget omfattende efterforskning, som kan strække sig over længere tid,« lyder det fra Lars Mortensen.

Efterforskningen af de fem sigtedes sager vil fortsætte hos Østjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi og Københavns Vestegns Politi, hvor de fem sigtede har bopæl. 

De fem mistænkte er sigtet efter straffelovens paragraf 264d, som omhandler uberettiget deling af krænkende materiale. 

De risikerer op til tre års fængsel, hvis de kendes skyldige.