Iført fodlænke for en fængselsstraf på 12 år menes formodet bagmand at stå bag ny og omfattende hashsmugling.

Glostrup. Fire mænd og en kvinde er fredag blevet fængslet i en sag om hash til en værdi af cirka 50 millioner kroner.

Det er en dommer i Glostrup, der har taget beslutningen om at varetægtsfængsle de fem personer. Samtidig er to andre blevet løsladt af politiet. De er dog fortsat sigtet.

Det var på baggrund af længere tids efterforskning, at politienheden Særlig Efterforskning Øst torsdag kunne skride til anholdelse.

De syv mistænkte er i alderen 24 til 45 år, og flere af dem har tidligere været involveret i alvorlig kriminalitet.

Sagen drejer sig om indsmugling af en større mængde hash til de skandinaviske lande - herunder til Danmark.

I forbindelse med anholdelserne blev der foretaget ransagninger forskellige steder på Sjælland. Her fandt politifolkene cirka 500 kilo hash, der på gadeplan menes at kunne veksles til mindst 25 millioner kroner.

Ud over besiddelse af 500 kilo hash er gruppen ifølge Ekstra Bladet sigtet for fire indsmuglinger på hver 120 kilo hash til Norge. Dermed bevæger hashens værdi sig samlet set op omkring 50 millioner kroner.

En af de sigtede blev så sent som i 2012 idømt 12 års fængsel i Østre Landsret i en anden stor sag om hash og hård narko.

Når manden indtil torsdag har været på fri fod, skyldes det ifølge Ekstra Bladet, at den sidste del af hans afsoning sker i fodlænke. Af den grund har han været i stand til at deltage i planlægningen af smugling i den nye sag.

En anden af de sigtede har ligeledes tidligere været fængslet i en sag om stoffer. Dengang gjaldt det 1,6 kilo kokain, som blev skjult i et loftrum på Vesterbro i København. Den episode fandt sted i 2005.

Tre år senere blev manden, der stammer fra Libanon, pågrebet igen. Denne gang i en sag rufferi, hvor en gruppe østeuropæiske prostituerede blev udnyttet på to bordeller på Amager.

/ritzau/