De fem fanger, der tirsdag aften flygtede fra arresten i Nykøbing Falster, er stadig på fri fod.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Fangerne er alle udlændinge af mellemøstlig herkomst. De flygtede lidt før klokken 22 fra Nykøbing Falster Arrest ved at klatre over en mur.

De fem stak af i forskellige retninger, og en stor politistyrke har hele natten og morgenstunden ledt efter dem.

Politiet anser ikke de flygtede som farlige.

Vagtchefen ved Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi har ikke flere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Politiet beder borgere i området omkring Nykøbing Falster om at kontakte politiet, hvis man ser de flygtede fanger.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.