Fem personer, der alle blev anholdt efter demonstrationerne i Aarhus lørdag, bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag klokken 12 ved Retten i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi.

Tre bliver sigtet for vold mod tjenestemand ved at have kastet sten eller flasker efter politiet, og en bliver fremstillet for at have forsøgt grov vold mod tjenestemand samt grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Den sidste sigtes for vold mod tjenestemand og overtrædelse af udlændingeloven, da personen har opholdt sig ulovligt i Danmark.

I alt blev 89 personer tilbageholdt af politiet, efter lørdagens demonstrationer kom til uroligheder ud på eftermiddagen, men langt de fleste blev altså løsladt igen. Fire betjente har desuden været på skadestuen med lettere skader.

BNB