Stribevis af døde får blev onsdag fundet på en mark i Frejlev.

Fire var bidt ihjel ved struben. En femte levede stadig men var flået og skambidt så meget, at den måtte aflives.

»Vi formoder, at det er en ulv, der har slået til, og det gør vi på grund af drabsmetoden« siger politikommissær Henrik Jensen.

»Fårene er dræbt ved struben, og så gode dræbere er hunde normalt ikke. Og en ulv stopper ikke med at slå ihjel, når muligheden for at dræbe er der,« siger han og refererer til, at det er flere får, der er blevet dræbt.

Man ved, at det for nylig blev konstateret, at der var en ulv i Lille Vildmose, kun godt 30 kilometer fra Frejlev.

»Det kan sagtens være ham, der er på tur. Det ville jo ikke tage ham andet end en dag at nå derhen,« siger politikommissæren om ulven.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til bem@e-mail.dk eller brug formularen herunder.

Hvis det derimod skulle vise sig at være en hund, mener Henrik Jensen, at det bliver et stort problem.

»Vi kan simpelthen ikke have hunde løbende, der gør sådan noget her. I så fald skal vi starte en sag på det og bevise, at det er lige den hund, der har gjort det,« siger Henrik Jensen.

Derefter kan det ende med, at hunden skal aflives, spærres inde eller skal bære sele og mundkurv hver gang, den skal ud.

Om godt tre uger er prøvesvarene klar, og de kan give lidt flere svar på politikommissærens spørgsmål. Indtil da opfordrer han folk, der ved noget om sagen, til at kontakte politiet.