Fem danske statsborgere er tiltalt i en norsk straffesag om telefonsvindel rettet mod ældre, skriver NRK.

I alt er 11 tiltalt i sagen, som drejer sig om 90.000 telefonopkald rettet mod ældre nordmænd. Ifølge sagens anklageskrift skal det være lykkedes for svindlerne at narre 28 millioner norske kroner fra i alt 200 ofre.

Ifølge NRK har dansk politi tidligere oplyst, at enkelte af de mistænkte i sagen har forbindelse til banden Loyal To Familia. Det underbygges ifølge NRK af finske efterretningsdokumenter, som mediet har fået adgang til.

Svindelnumrene er angiveligt foregået fra Airbnb-lejligheder i Oslo, Málaga, Helsinki og København, som har fungeret som en form for svindlercentraler.

Med et manuskript foran sig har svindlerne ringet til deres ofre og udgivet sig for at være fra politiet og påstået, at der foregik forsøg på svindel fra et organiseret netværk.

Svindlerne har angiveligt fortalt deres ofre, at der skulle være anvendt en avanceret form for hacking, og på den måde fik forbryderne deres ofre til at udlevere de oplysninger, som så blev brugt til at gennemføre den faktiske svindel.

Blandt de tiltalte er ifølge NRK en 29-årig mand, som i Danmark har været tiltalt i en straffesag om skud mod en bil. Her blev han i byretten dømt, men i landsretten frifundet.

Skyderiet skete som led i en konflikt mellem Loyal To Familia og banden Brothas.

Hans advokat, Øystein Storrvik, siger til NRK, at hans klient nægter sig skyldig i sagen, og hans forbindelse til Loyal To Familia er ikke længere aktuel.

- Det har med hans fortid og hvor han er vokset op at gøre, siger advokaten til NRK.

En anden mand, som også er 29 år, nægter sig ligeledes skyldig, ligesom også han afviser at have tilknytning til Loyal To Familia.

Ifølge NRK skulle politiet i Finland imidlertid have billeder af flere af de tiltalte danskere, hvor skriften "LTF Helsinki" optræder.

/ritzau/