Fem mænd er sigtet for manddrab efter et dødsfald på en kutter, der nu ligger i havn i Thyborøn.

Fiskekutteren sejlede ud med seks mand ombord – men kun fem besætningsmedlemmer var i live, da kutteren lagde til kaj onsdag.

Ifølge politiet er det slag og kvælning, der har ført til mandens død.

Sådan fremgik det af sigtelsen, der torsdag eftermiddag er blevet læst op under et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro. Det skriver Folkebladet Lemvig.

»Han havde adskillige skader på kroppen,« lød det blandt andet i sigtelsen, skriver mediet.

I sigtelsen lød det også, at manden blandt andet havde brækket en ryghvirvel, ligesom han havde tydelige mærker efter kvælning, som politiet og anklagemyndigheden mener er dødsårsagen.

Alle fem mænd nægter sig skyldige. To af mændene er 28 år, hvor de resterende er henholdsvis 41, 38, 30 år.

Umiddelbart efter at sigtelsen blev læst højt, blev dørene lukket af hensyn til efterforskningen. Dermed kan offentligheden ikke få indblik i beviser i sagen.

Politiet modtog anmeldelsen om et besætningsmedlem, der var fundet livløs på kutteren mandag morgen klokken 5.12.

Men på grund af vejret har det ikke været muligt at få skib og besætning i havn før onsdag aften, hvor de fem mænd blev anholdt.

Den livløse mand blev dog fløjet i land med helikopter mandag morgen, hvor han blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset.

Midt- og Vestjyllands Politi er fortsat til stede på havnen i Thyborøn, hvor blandt andet politiets kriminalteknikere undersøger skibet.