Med en eksklusiv video kan B.T. fredag give et indblik i Danmarks kriminelle underverden.

For det er ikke kun i København, at grupperinger strides.

Det sker også i Aalborg. Og også her har en af parterne forbindelser til Sverige, som det for nylig er set i København.

Ifølge politiets teori var det en konflikt mellem to af disse grupperinger, som torsdag resulterede i et færdselsuheld med en svensk indregistreret bil.

B.T. har modtaget en foruroligende video, som ifølge politikommisær Kenneth Rodam ved Nordjyllands Politi »har forbindelse« til uheldet. 

Videoen viser flere mænd i besiddelse af det, der ligner machete- eller isoleringsknive. På optagelserne kommer de løbende og sætter sig ind i to biler.

Ifølge Rodam er videoen optaget efter færdselsuheldet.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse om uheldet torsdag, at man har beslaglagt flere våben i en af de involverede biler.

Svenske forbindelser
Nordjyllands Politi skriver videre i pressemeddelelsen, at fem personer blev anholdt i forbindelse med færdselsuheldet.

Der er »formentlig tale om et møde mellem nogle grupperinger,« udtaler Rodam om uheldet i meddelelsen.

Han uddyber til B.T., at politiets teori går på to grupper ved navn GT-Gruppen og A12.

A12 kan ifølge Nordjyske kobles til svenskere. Det kan være en forklaring på, at en af bilerne i færdselsuheldet torsdag var svensk indregistreret. Ifølge mediet kæmper de to grupper om narkomarkedet.

Til B.T. siger Rodam videre:

»Vi har haft en konflikt heroppe hos os, som går noget længere tilbage, end fra da det fænomen (de svenske teenagere i København, red.) blev kendt, og der har vi også kendskab til, at den ene gruppering har en svensk relation.«

Nordjyllands Politi vurderer således ikke på nuværende tidspunkt, at hændelsen har forbindelse til de mange voldsomme episoder i København i den senere tid, hvor svenske teenagere er sigtet for drabsforsøg og kædes sammen med en verserende bandekonflikt.