2019 var kun få timer gammelt, da 19-årige Lorenz Matras mistede livet på sin første bytur i København. Torsdag er fem personer sigtet for drabet.

Den ellers festlige nytårsnat tog en voldsom drejning for Matras, da to grupper angiveligt kom op at skændes ved Borgergade og Gothersgade i København.

På et tidspunkt under skænderiet bliver der trukket en kniv. Den 19-årige bliver stukket ned og mister livet.

Efter fem ugers efterforskning er der nyt i sagen.

Københavns Politi har anholdt fem personer, der sigtes for manddrab. Fire af dem fremstilles torsdag i grundlovsforhør, mens den sidste person er løsladt.

Københavns Politi opretholder dog sigtelsen for manddrab mod den femte mand, fortæller vicepolitiinspektør Brian Belling.

Der er tale om tre tyrkiske statsborgere og en dansk statsborger, som torsdag skal for en dommer, der skal beslutte, om der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.

De fire personer er i alderen 18-28 år.

Københavns Politi ønsker ikke at udtale sig yderligere om, hvorvidt de fem mænd er fra Københavnsområdet, eller hvilken rolle politiet mener, de hver især har haft under drabet.

Vicepolitiinspektøren ønsker heller ikke at oplyse, hvilken nationalitet den løsladte har, eller hvordan de fire anholdte forholder sig til sigtelserne.

Politiet oplyser på Twitter, at der begæres lukkede døre under grundlovsforhøret.

Hvis dommeren vælger at følge den anmodning, er det ikke muligt for medierne at høre de sigtedes forklaringer i retten, såfremt de vælger at udtale sig. Det er heller ikke muligt at høre, hvilke eventuelle beviser politiet har i sagen.

/ritzau/