Fem ældre borgere udsat for falske bankbude på fem timer
Politiet opfordrer til, at folk advarer ældre familiemedlemmer om, at der foregår svindel med falske bankbude.
Politiet opfordrer til, at folk advarer ældre familiemedlemmer om, at der foregår svindel med falske bankbude.
I Nordjylland har politiet fået fem anmeldelser om bedragerier ved hjælp af såkaldte bankbude på fem timer.
Vagtchef Jesper Sørensen fortæller, at ofrene har mistet "væsentlige beløb", uden han vil komme det nærmere.
- Jeg vil advare mod, at man på nogen måde oplyser følsomme oplysninger til nogen, der udgiver sig for at være fra en bank eller andre myndigheder. Det skal man ikke, siger han.
Der er tale om to sager i Hirtshals, to i Hjørring og et i Brønderslev, og i et af tilfældene er der muligvis tale om forsøg på bedrageri.
I de tre nordjyske byer har gerningspersonerne slået til mellem cirka klokken 11.50 og fem timer frem.
Fremgangsmåden ved bankbud-bedragerierne er typisk, at en person - ofte en ældre borger - bliver ringet op og får at vide, at der har være mistænkelig aktivitet på vedkommendes konto.
Derfor vil en fra banken - et bankbud - komme inden længe for at hente betalingskort, kode og lignende. Nogle gange slipper kriminelle også afsted med smykker eller andre værdier under påskud af at ville opbevare dem sikkert i banken.
Også i Midt- og Vestjyllands Politi er der fredag eftermiddag kommet anmeldelser om, at ældre borgere bliver udsat for den form for bedrageri.
Først var det mod en borger i Holstebro og dernæst en i Vildbjerg-området, der ligger nordvest for Herning.
Den ældre kvinde i Holstebro fik franarret et betalingskort, som gerningsmanden efterfølgende brugte til at hæve 2000 euro med. En lille time senere slog samme gerningsmand til i Vildbjerg, mener politiet.
Vagtchef Pia Lyngsø beder borgere om at tage kontakt til deres ældre familiemedlemmer for at gøre opmærksom på, at denne type svindel stadig foregår.
- Så de er forberedte og ikke falder i med begge ben, siger hun.
Midt- og Vestjyllands Politi har udsendt en efterlysning af det falske bankbud, der beskrives som en dansk mand, der er 170-180 centimeter høj, kraftig af bygning og med kort mørkt hår.
Han var iført en grå- eller sort-ternet skjorte, jeans, hvide Nike-sko og en fritidsjakke af mærket Deproc.
Hvis man ser ham eller ved, hvem han er, beder politiet om, at man ringer 114.
RITZAU