En lille pige fra Aars i Nordjylland er død af de kvæstelser, hun i sidste uge pådrog sig under en ulykke på en rutsjebane.

Det skriver Nordjyske.

Pigen døde ifølge avisens oplysninger tirsdag.

Ulykken fandt sted 9. juni, hvor pigens mor fandt hende livløs med en snor om halsen ved et legetårn i familiens have.

Foto: Jean Nonboe/Dansk Pressefoto
Vis mere

Pigen havde kun været alene i haven i få minutter, da det gik galt.

»På et håndtag, i toppen af legetårnet ved rutsjebanen, har der hængt noget snor, som pigen på en eller anden måde får rundt om halsen, da hun ville rutsje,« forklarede vagtchefen hos Nordjyllands Politi til B.T. umiddelbart efter ulykken i sidste uge.

Derefter kom der ambulance, redningshelikopter og politi til stedet.

Politiet betegner ulykken som 'en tragisk hændelse.'