
I en næsten absurd retssag fik den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste i 2025 erstatning, fordi Politiets Efterretningstjeneste krænkede ham ved at orientere flere toppolitikere om hans angivelige hang til S/M-sex.
Byretten i Lyngby nåede i november frem til, at tidligere FE-chef Lars Findsen havde ret til at få en godtgørelse på 20.000 kroner.
Retten gav ham ret i, at det ikke var i orden, at chefen for PET – Finn Borch Andersen – tidligere havde udbasuneret FE-chefens privatliv og seksuelle tilbøjeligheder til en række fremtrædende politikere.
I det stærkt usædvanlige opgør mellem cheferne for de to danske efterretningstjenester lagde retten ikke mindst vægt på det opsigtsvækkende vidneudsagn, som Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kom med under den civile retssag i Lyngby.
Under strafansvar og pligt til at tale sandt fra vidneskranken fortalte partilederen blandt andet, at PET-chef Finn Borch Andersen under briefinger i Justitsministeriet i januar-februar 2022 havde oplyst om Lars Findsens seksuelle præferencer.
De var angiveligt med til at gøre den daværende FE-chef sårbar i forhold til potentiel afpresning fra såvel danske journalister som fremmede magter.
Blandt de meget intime oplysninger om Lars Findsens sexliv var blandt andet, at han var til S/M-sex.
Det udmøntede sig angiveligt blandt andet i særpræget seksuel leg, hvor FE-chefen af sin kæreste blev sat til at stjæle halvdyre cykler ved togstationer i københavnsområdet.
Bagefter blev cykeltyverierne ifølge Messerschmidts referat af PET-chefens redegørelse belønnet af kæresten med seksuelle ydelser i parrets sommerhus i Nordsjælland.
Fra vidneskranken lagde Morten Messerschmidt ikke skjul på, at oplysningerne fra PET-chefen havde overrasket ham voldsomt.

»Der blev givet beskrivelser af Lars Findsens privatliv. Detaljeringsgraden var af en karakter, så jeg bagefter var relativt rystet. Jeg var som ny formand ikke beredt på, hvilke detaljer man kunne blive indviet i ovre i Justitsministeriet,« forklarede DF-formanden under vidneansvar.
Lars Findsen afviste i retten kategorisk den farverige beskrivelse af hans angivelige seksuelt motiverede cykeltyverier.
»Det er opstået i hovedet på PET. Det er en konspiration, som så heller ikke har fundet plads i deres sårbarhedsrapport,« lød det fra den tidligere FE-chef til B.T.
Ifølge retten var der 'ikke i noget af det fremlagte materiale belæg for at sige, at Lars Findsen benyttede stjålne cykler som betaling for SM-sex.'
'Allerede derfor findes orienteringen af partilederne usand og dermed retsstridig og krænkende,' lød begrundelsen blandt andet i dommen.
Som skærpende omstændigheder lagde retten vægt på, at udtalelserne indebar en sigtelse om et strafbart forhold og indeholdt forkerte og krænkende oplysninger om Lars Findsens privatliv.
Samtidig blev der også lagt vægt på, at orienteringen blev givet til personer, som kunne have indflydelse på Lars Findsens fortsatte karriere.
Anklagemyndigheden valgte hurtigt at anke byrettens afgørelse til Østre Landsret. Sammen med PET og Kammeradvokaten vurderes det nu, hvilke yderligere beviser der skal føres i landsretten.

Måske bliver PET-chef Finn Borch Andersen ligefrem indkaldt som nyt vidne.
Han vidnede ikke i byretten i Lyngby, men tog straks efter dommen markant afstand fra vidneudsagnet fra Dansk Folkepartis leder.
»Jeg kan ikke genkende den udlægning af indholdet af den parlamentariske orientering, som Retten i Lyngby har lagt til grund,« lød det fra PET-chefen i en udtalelse med adresse til Morten Messerschmidts gengivelse af briefingen.
Oplysningerne om FE-chefens seksuelle orientering var kommet til PETs kendskab, fordi Lars Findsen i en periode havde været totalovervåget og -aflyttet.
Han var nemlig under mistanke for at have røbet dybe statshemmeligheder til journalister og familiemedlemmer. Især om tapning af datakabler.
Det kulminerede, da han 8. december 2021 blev anholdt af PETs aktionsstyrke i Københavns Lufthavn og dagen efter varetægtsfængslet.
Efter 71 dages frihedsberøvelse blev han løsladt, og i november 2024 opgav anklagemyndigheden påtalen.
Lars Findsen havde forud for godtgørelsen på 20.000 kroner tidligere modtaget 211.850 kroner i erstatning for sin varetægtsfængsling og fordi, han blev aflyttet i mere end et år og udsat for flere ransagninger.
I april i år indgik Lars Findsen også en fratrædelsesaftale med Forsvarsministeriet, der sikrede ham cirka 6,5 millioner kroner for at stoppe som chef i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Det svarede til tre års løn samt en ekstraordinær pensionsindbetaling.

