Forsvarets Efterretningstjeneste oplyser, at man har tre særlige fokuspunkter, som man holder ekstra øje med.

Cyberangreb, Ruslands konstante forsøg på at skabe tumult og mistillid i vestlige demokratier og rå islamistisk terror.

Det er Forsvarets Efterretningstjenestes tre største fokusområder, fortæller FE-chef Lars Findsen i et interview med avisen Danmark.

- Man har til enhver tid sagt, at verden er af lave, men lige i øjeblikket er der altså ekstra meget gang i den derude, siger Lars Findsen til mediet.

Avisen skriver, at truslen fra cyberspace fra fremmede aktører består både af klassiske elementer som spionage mod udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken og industrispionage.

Men det nye er, at det også i stigende grad handler om flere angreb mod kritisk infrastruktur, som omfatter den finansielle sektor, sundhedsvæsenet og forsyning af rent vand og energi.

- Cybertruslen er meget høj. Den ligger på højeste trin på vores skala. Lige nu mens vi sidder og snakker her, er der forsøg fra fremmede - statslige aktører og kriminelle - på at trænge ind i centrale danske systemer. Det foregår hele tiden, siger Lars Findsen til avisen Danmark.

I interviewet gentager Lars Findsen, hvad efterretningstjenesten flere gange har sagt. Nemlig at der er en risiko for, at Rusland blander sig i valg og folkeafstemninger i Danmark.

Der blev ikke konstateret egentlig russisk påvirkning af det danske folketingsvalg i juni, men FE skriver ifølge avisen Danmark i beretningen, at det er "sandsynligt, at Danmark vil kunne blive ramt".

Desuden peger Findsen på, at al-Qaeda har ligget i læ af Islamisk Stat, men ser nu ud til at begynde at røre på sig.

Foruden de tre kerneområde fortæller FE også, at man bruger flere og flere kræfter på at holde øje med Kina, som ifølge Findsen kun lige er kommet i gang med landets langsigtede strategi for at ændre verdensordenen.

/ritzau/