Et kynisk og nøje planlagt bagholds-angreb på en ung FCK-tilhænger efter superligakampen mellem FC Midtjylland og FC København sendte fredag to voldelige fodboldfans fra Herning bag tremmer.

Ved et grundlovsforhør ved Retten i Herning blev de to FCM-fans varetægtsfængslet for grov vold mod den 22-årige københavner. Begge har i forvejen to års karantæne for tidligere voldsepisoder, så de for tiden ikke må overvære FC Midtjyllands kampe.

Den 22-årige FCK-tilhænger fra Hvidovre var sent torsdag aften efter superligakampen i Herning faldet i hyggelig snak med en af de jævnaldrende FCM-fans på værtshuset Baren i Herning.

Da københavneren kom til at røbe, at han havde tilknytning til hooligan-grupperingen Copenhagen Casuals, besluttede den jyske kollega, at han skulle have nogle bank.

FCM-tilhængeren forlod kortvarigt værtshuset og fik fat på den anden FCM-tilhænger, der gik i stilling i en nærliggende baggårdsgyde. Her blev også en tredje - og foreløbig ukendt - gerningsmanden bragt i stilling.

Derefter gik den første FCM-tilhænger tilbage til Baren, snakkede lidt videre med københavneren og lokkede ham med på en tilsyneladende fredelig tur udenfor.

Men lige så snart de nåede ind i baggårdsgyden, knaldede FCM-tilhængeren et medbragt askebæger af porcelæn hårdt i hovedet på FCK-offeret. Slaget var så hårdt, at askebægeret gik i stykker, og FCK-tilhængeren faldt til jorden. Herefter blev han overdænget med slag og spark fra de tre FCM-tilhængere.

»Vi har indhentet videoovervågning, der viser de tre gerningsmænds færden lige før og efter overfaldet. Den første bliver anholdt kort efter på Regionshospitalet i Herning, hvor han er søgt til for at få behandling, fordi han selv har skåret sig, da askebægeret blev knust. Den anden bliver anholdt i den nærliggende gågade,« oplyser specialanklager  Per Kiel Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til bt.dk.

Den ene af de 22-årige mænd har aflagt fuld tilståelse, mens den jævnaldrende kammerat næger sig skyldig. Dommeren i Herning besluttede fredag at varetægtsfængsle dem begge - ikke mindst fordi der var tale om en planlagt og groft overfald med en medgerningsmand på fri fod.

Den forslåede FCK-tilhænger måtte efter overfaldet sys med flere sting i både ansigtet og baghovedet.