Det var udenlandske myndigheder, som kom med alarmen til Danmark om, at et selskab med hjemsted i Middelfart var i gang med en massiv overtrædelse af EU's sanktioner mod Syrien.

Overførsler i amerikanske dollar mellem et russisk selskab og et cypriotisk selskab i 2016 fik Finansministeriet i Washington i USA til at gribe ind. Og derefter blev det amerikanske forbundspoliti FBI involveret.

- Vi fik retskendelser om adgang til bankoplysninger og til e-mailkorrespondance, har special agent Samuel C. Small forklaret i et tidligere retsmøde i Odense i sagen mod Dan-Bunkering og Bunker Holding.

Amerikanerne gav den danske ambassade besked, og det førte derefter til, at Erhvervsstyrelsen lillejuleaften 2016 bad Dan-Bunkering om en forklaring.

I 2017 gik styrelsen til Bagmandspolitiet med en anmeldelse, og efterforskningen blev løftet af, at FBI blandt andet kunne levere mails fra konti i Yahoo til deres danske kolleger. Materialet er indgået som bevis i sagen i Odense.

Én mail var ifølge anklagerne særligt belastende. Den blev sendt fra det russiske selskab, som havde købt og bestilt jetbrændstoffet, til Dan-Bunkerings kontor i Kaliningrad. Og beskeden gik ud på, at et tankskib var ankommet til havnebyen Banias i Syrien og var ved at losse 5.000 ton brændstof.

Under sagen har Dan-Bunkering hævdet, at selskabet ikke vidste, hvor brændstoffet blev sejlet hen, da det var blevet pumpet over i tankskibe ved raffinaderier på Cypern, i Tyrkiet og i Grækenland.

Den pågældende mail har Dan-Bunkering imidlertid ikke kunnet finde, er det blevet sagt.

I en større aktion i 2019 ransagede Bagmandspolitiet Dan-Bunkering og moderselskabet Bunker Holding.

I materialet dukkede der også oplysninger op om den indtjening, som to såkaldte tradere på kontoret i Kaliningrad - far og søn - opnåede ved de enorme handler med russerne.

Farens bonus tornede i vejret og kom op på 80.000 dollar i løbet af tre år, mens hans løn udgjorde 68.000 dollar. Også sønnens bonus var enorm.

De to var i forvejen vant til at handle med generalagenten for den russiske flåde Sovfracht. Men frem til efteråret 2015 drejede det sig om brændstof til skibe. På det tidspunkt ændrede forretningen karakter. Nu ønskede russerne sig pludseligt store mængder brændstof til fly.

De ansatte i Kaliningrad måtte have kendskab til den russiske intervention i Syrien, og deres overtrædelse af EU's sanktioner var forsætlig, konkluderer retten tirsdag.

I tiden efter ransagningen i Middelfart aflyttede politiet også flere telefoner. Heriblandt Torben Østergaard-Nielsens. Han er grundlægger og ejer af Dan-Bunkering og samtidig den sjette rigeste person i Danmark. Nervøsiteten var stor:

"Vi taber det her med et brag!", sagde han på et tidspunkt.

Tirsdagens dom viser, at hans forudsigelse ikke var helt ved siden af. Retten i Odense har nikket til de overordnede linjer i anklageskriftet.

/ritzau/