Politiet har fået mange henvendelser i den uopklarede sag om stenkast fra en vej over den fynske motorvej for snart ti år siden.
Det siger vagtchef Johnny Müller fra Fyns Politi fredag formiddag.
En tysk familie i en bil blev ofre for handlingen.
En kvinde på 33 år mistede livet, da en tung sten smadrede ned i bilen, og hendes mand på 36 blev invalideret af sine svære kvæstelser. Parrets barn, en dreng på fem år, fik skrammer.
- Vi er glade for de mange henvendelser, vi har fået, siger vagtchefen.
De er kommet i telefonen, per mail og ved fysisk fremmøde. Men det er endnu alt for tidligt at sige noget om henvendelsernes betydning.
- De skal valideres og efterprøves, siger vagtchefen om efterforskernes arbejde.
Forleden rykkede Fyns Politi ud med en appel til offentligheden i sagen.
- Der må være nogen derude, der sidder med information eller viden, som de ikke har delt, udtalte en politikommissær.
Og det er den efterlysning, som via medierne har medført respons fra mange personer.
Forbrydelsen skete tidligt om morgenen 21. august 2016. Fra en bro ved Langesøvej blev der lidt før klokken fire om morgenen smidt flere sten. Broen ligger mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.
Familien kørte i retning mod Jylland, da deres bil blev ramt.
Gennem årene har efterforskere undersøgt en lang række spor, og efterhånden er sagen svulmet op til fylde flere end 30.000 sider, oplyste Fyns Politi.
Der er også tekniske beviser. På en af de sten, der blev kastet ned mod trafikanterne, blev der fundet DNA.
Desuden indgår optagelser fra videoovervågning i efterforskningens enorme materiale.
Fra sagens begyndelse meldte politiet ud, at den blev efterforsket som manddrab.
Selv om Fyns Politi langfredag melder om "mange" henvendelser, beder man fortsat borgere om at sætte sig i kontakt med efterforskerne, hvis de har viden.
/ritzau/