Den kendte rockers rejser forargede og er blevet kaldt for 'groteske'.
Nu kan B.T. fortælle nyt om den tidligere Bandidos-rocker, Fasar Abrar Rajas, rejseaktiviteter, efter han blev landskendt i TV 2 dokumentaren 'Den sorte svane', men inden han for en uge siden blev sat bag tremmer.
Politiet fik fat i Fasar Abrar Raja i en stor politiaktion 1. oktober. Dagen efter blev han fremstillet og sigtet for 17 forhold om grov skattesvindel, vold og trusler. Efter 14 timers grundlovsforhør blev han varetægtsfængslet i fire uger, men nægter sig skyldig.
Det var Ekstra Bladet, der kunne skrive, at rockeren med kaldenavnet 'katten' steg ombord på en flyvemaskine i august måned med kurs mod Edinburgh, hvilket chokerede medpassagere og landets politikere blev sure over.
Det viser sig nu, at det langt fra var den eneste gang, at Fasar Abrar Raja rejste til Edinburgh i 2024.
I alt tog han turen til det skotske højland syv gange.
Oplysninger, der er kommet frem i forbindelse med anholdelsen og grundlovsforhøret af den 49-årige rocker.
Ifølge B.T.s oplysninger skulle han til Skotland for at besøge sin familie, der er bosiddende i landet. Der skulle være tale om hans hustru og datter.
I dokumentaren 'Den sorte svane' fortæller Fasar Abrar Raja selv sin sin families situation, da han er utilfreds med muldvarpen Amira Smajics håndtering af sin datters indfødsretssag - en sag Amira Smajic behandler for 'Katten'.
»Få styr på det her, hvis der ikke skal komme noget i vejen med dig. Det er din sidste advarsel fra mig, for min datter, ikke…Jeg knuser dig med mine bare hænder,« sagde han.
En klar trussel vurderer National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har sigtet Fasar Abrar Raja for forholdet.
Det kom ligeledes frem i forbindelse med anholdensen og grundlovsforhøret, at den nu varetægtsfængslede rocker forsøger at få familiesammenføring med familien i Danmark.
Ligeledes skulle han have forhørt sig hos de danske myndigheder for at afklare, om det var i orden, at han rejste ud af landet.
Angiveligt var der intet, der talte imod rejserne.
Netop Fasar Abrar Rajas rejser til udlandet blev en del af begrundelsen for, at han skulle varetægtsfængslet, da dommeren og politiet mente, at der frygt for, at han ville rejse ud af landet for at undgå retsforfølgelse.
Fasar Abrar Raja er ikke længere medlem af rockerklubben Bandidos MC. Men er ifølge TV 2 prøvemedlem i Hells Angels afdeling i Kokkedal.
