Fasar fra 'Den sorte svane' anholdt


National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag slået til mod tre personer.
Tre personer, som de mener, står bag vold, trusler og organiseret, økonomisk kriminalitet.
Ifølge B.T.s oplysninger er den ene af de tre den tidligere Bandidosrocker Fasar Abrar Raja - kendt fra TV 2 dokumentaren 'Den sorte Svane'.
NSK skriver i en pressemeddelelse, at de har sigtet de tre for at stå bag en række forhold om organiseret økonomisk kriminalitet, herunder grov skatte- og momssvig for samlet 30 millioner kroner.
Den ene er derudover sigtet for dokumentmisbrug, mens en anden er sigtet for flere forhold om vold samt for trusler om vold af en sådan karakter, at de kunne fremkalde alvorlig frygt for den forurettedes liv og helbred.
I 'Den sorte svane' kommer det frem, at Fasar Abra Raja er førtidspensionist samtidig med, at han hvidvasker penge og ulovligt deponerer forurenet byggeaffald.
De anholdte er 38 år, 49-årige Fasar Abrar Raja og 76 år og fra henholdsvis Rødovre, København og Slagelse. Ifølge politiet har Fasar Abrar Raja fortsat tilknytning til rocker- og bandemiljøet
I pressemeddelelsen fremgår det, at det er en fælles politiaktion mellem Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og NSK.
»Vores efterforskning har været fokuseret mod personer centreret omkring to revisionsselskaber, og det er på den baggrund, at vi i dag har kunnet anholde og sigte tre personer, som vi mener er en del af et netværk, der har faciliteret økonomisk kriminalitet for personer i det organiserede, kriminelle miljø,« udtaler Politikommissær i NSK, Jonas Stener Berthelsen, i pressemeddelelsen.
Sagen har siden begyndelsen af foråret 2024 været efterforsket i et tæt samarbejde med Skattestyrelsen.
To revisionsfirmaer er sigtet i sagen.
Flere adresser på Sjælland er blevet ransaget under aktionen. Politiet fortæller, at det er i forbindelse af den videre efterforskning af sagen.
09.15 bliver Fasar Raja Abrar fremstillet i et grundlovsforhør sammen med en af de to andre anholdte ved Retten i Glostrup. Den tredje person vil NSK forsøge at få varetægtsfængslet in absentia.