Mandag aften udviklede der sig farlige og sundhedsskadelige dampe på en kemikaliefabrik i Hammel i det østjyske.

»Vi ved ikke præcist, hvad der er sket, men flere medarbejdere får det dårligt og klager over ubehag som svimmelhed og ondt i hovedet.«

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Flemming Lau.

Politi og Beredskab fik anmeldelsen klokken 22.22 og rykkede ud til virksomheden McBride, som fremstiller rengøringsmidler.

Situationen kom dog hurtigt under kontrol, og der var intet tidspunkt fare for, at dampene ville genere i lokalområdet.

Ingen personer kom noget alvorligt til.

Otte medarbejdere blev kørt til tjek på hospitalet, men ifølge vagtchefen skulle igen af dem have lidt alvorlig overlast.

Arbejdstilsynet skal nu undersøge sagen nærmere og finde ud af, hvad der er gået galt.

Det er ikke mere end et par måneder siden, den østjyske virksomhed sidst var ramt af noget, der ligner et kemikalieudslip.

I begyndelsen af november måtte flere til tjek efter at have fået det dårligt på fabrikken.

Heller ikke den gang fremgik det, hvad der var årsagen til generne.