En nyere type stof, som for nylig kostede to unge danskere livet, vækker bekymring hos Sundhedsstyrelsen.

Syntetiske og stærke opioider af typen 'nitazener' har i de senere år floreret på det illegale marked i forskellige former – blandt andet som falsk medicin  – og ført til flere dødelige overdoser.

Nu går Sundhedsstyrelsen endnu engang ud og advarer om faren ved at bruge stoffet.

»Det er meget bekymrende, at disse potente stoffer findes i produkter, hvor man ikke forventer dem,« skriver Sundhedsstyrelsen i en mail til B.T. om nitazener, som ser ud til at blive mere og mere udbredt i Europa.

TV 2 kunne for nyligt fortælle, at et bosted i Fredericia i april fandt to livløse beboere på 26 og 24 år, som var døde af nitazener.

De to befandt sig på et støttecenter for unge med autisme eller udviklingshæmning og var i besiddelse af stoffet på såkaldte 'frimærker', som især er kendt blandt stofbrugere for typisk at indeholde det hallucinogene stof LSD.

Stærkere end fentanyl?
Men nitazener har intet med LSD at gøre. Det repræsenterer en gruppe højpotente opioider akkurat som stoffet fentanyl, som i de senere år har ført til adskillige overdoser i USA, og som præsident Donald Trump i februar brugte som argument for at lukke USAs grænser.

En undersøgelse publiceret i Jama Network i 2023 peger på, at nitazener muligvis er endnu stærkere end det berygtede fentanyl. 

Det fremgår af undersøgelsen, at folk, som havde fået en overdosis på nitazener, krævede større doser af modgiften naloxone end folk, der havde fået overdosis på fentanyl.

»Sundhedsstyrelsen har tidligere været ude og advare om de potente nitazener. På grund af stoffets høje styrke skal der meget små mængder til at forårsage akutte forgiftninger, og der er stor risiko for en overdosis,« siger Sundhedsstyrelsens chefkonsulent Kari Grasaasen til B.T.

»Vi og andre europæiske myndigheder holder meget øje med dem.«

I stigning
EU's narkotikaovervågningsagentur, EUDA, har i sin narkotikarapport fra 2025 fremhævet nitazener som en særlig trussel og påpeger ligesom Sundhedsstyrelsen, at stoffet kommer i falske indpakninger.

Der er set flere tilfælde, også i Danmark, hvor nitazener blev solgt som almindelig receptpligtige opioider som for eksempel oxycontin, der er populært blandt opioid-misbrugere. Ifølge EUDA er det også blevet solgt i Europa som diazepam og alprazolam, der bliver brugt som sovepiller eller angstdæmpende medicin.

Problemet er, påpeger EUDA, at den falske indpakning kan give brugerne en fornemmelse af falsk sikkerhed. 

Mængden af nitazener i pulverform er tredoblet i Europa fra 2022 til 2023. Kigger man på tabletter er stigningen endnu større, her fandt myndigheder på tværs af otte lande i 2023 næsten 24.000 tabletter mod kun 430 i 2022. I 2024 fandt man mere end 50.000 tabletter på tværs af ni EU-medlemslande.

Sundhedsstyrelsen oplyser i sin mail til B.T., at man er ved at indstille at 11 nye syntetiske opioider optages i bekendtgørelsen om euforiserende stoffer, herunder ni nitazener.