Fra en ambulance ved Regionshospitalet Horsens er der onsdag aften forsvundet en taske med et såkaldt ampullarie, der indeholder farlig medicin.
Det siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Steffen Wolf til B.T.
»Det drejer sig om en af de tasker, der er i en af vores ambulancer, der på ukendt vis er forsvundet. Men vi går ud fra den hypotese, at den er stjålet.«
Det har fået Sydøstjyllands Politi til at undersøge, hvad der helt præcist er sket.
»Vi har været rundt på Regionshospitalet Horsens og kigge efter tyveknægte. Vi kigger også på både overvågning og undersøger, om der er nogle vidner, der har set noget,« uddyber vagtchefen.
Hvis man har viden om dette, eller hvis man finder tasken, beder Sydøstjyllands Politi om, at man straks ringer 114.