Retten i Glostrup har fundet 21-årigt bandemedlem skyldig i blandt andet 11 skud mod mænd på en bænk i Greve.

En ung mand fra banden Brothas er blevet idømt forvaring, efter at han forsøgte at dræbe en mand under et hjemmerøveri og desuden affyrede 11 skud mod to mænd på en bænk i Greve.

Dommen er afsagt af et nævningeting i Retten i Glostrup tirsdag.

Den 21-årige Andreas Hansen er så farlig, at almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig, har retten slået fast.

Derfor er resultatet blevet forvaring, som indebærer indespærring på ubestemt tid.

Reaktionen skyldes blandt andet, at han flere gange forsøgte at dræbe en mand under et hjemmerøveri i Greve i september sidste år.

Andreas Hansen krævede at få udleveret 11.000 kroner af offeret, som er en ung musiker. "Lad os så se, hvor sej en rapper du er", sagde han og sårede manden med et skud i det ene ben.

Da den skrækslagne mand forsøgte at flygte, rettede det unge bandemedlem pistolen mod mandens overkrop på cirka en meters afstand og trykkede flere gange på aftrækkeren. Imidlertid gik der ikke et skud af.

Den 21-årige forsøgte dog igen. Han tog ladegreb på pistolen og trykkede endnu en gang på aftrækkeren, men også denne gang uden at et skud blev løsnet.

Senere har politiets tekniske undersøgelser fundet forklaringen. Patronerne var fejlbehæftede, oplyser Retten i Glostrup om sagen.

Desuden er han fundet skyldig i at have affyret 11 skud mod to mænd, der i oktober sidste år sad på en bænk i Geragerparken i Greve. Andreas Hansen sad bag på en knallert, men hoppede af og affyrede de mange skud.

Retten har i øvrigt også slået fast, at den 21-åriges besiddelse af to forskellige skydevåben i hvert fald til dels skyldes en konflikt, som Brothas havde mod to andre bander, NNV-gruppen og Hundige Gruppen.

Når det er tilfældet, er der mulighed for, at den normale straf kan forhøjes indtil det dobbelte.

Under sagen har den unge mand nægtet sig skyldig, men har til gengæld erkendt nogle mindre alvorlige forhold i anklageskriftet.

I øvrigt er den 21-årige også dømt for trusler mod politikeren Rasmus Paludan.

Siden han var 16 år, er han flere gange dømt for grov kriminalitet. Han udgør en "nærliggende risiko" for andres liv, helbred eller frihed, vurderer specialisterne i Retslægerådet, der har anbefalet forvaring.

I en pressemeddelelse udtrykker anklager Jannik Rasmussen tilfredshed med dommen.

- Straffen skal ses i lyset af de meget alvorlige forbrydelser, han har begået, siger han.

Den dømte har anket afgørelsen til Østre Landsret.

/ritzau/