Drabsdømt fange er fortsat på fri fod efter sin flugt fra et hospital fredag. En togfører har set ham.

Den drabsdømte Dannie Sejberg Meldgaard, der fredag formiddag flygtede fra Psykiatrisk Hospital i Aarhus, tog toget til Sjælland umiddelbart efter flugten.

Det oplyser Østjyllands Politi til bt.dk.

- Vi har fået en henvendelse fra en togfører, som så ham på toget mod Sjælland fredag eftermiddag, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi til bt.dk.

Dannie Sejberg Meldgaard havde ikke penge til billetten, og derfor gav togføreren ham en bøde. Da togføreren lørdag så efterlysningen af den flygtede fange, genkendte han ham som den mand, han havde mødt i toget, og henvendte sig til politiet. Her viste et tjek af sygesikringskort og CPR-nummer, at der var tale om den rigtige mand.

Fredag formiddag flygtede Dannie Sejberg Meldgaard fra Psykiatrisk Hospital i Risskov i Aarhus, men kort før klokken 20 fredag aften fik han afgiften i toget mellem København og Kalundborg.

På baggrund af togførerens oplysninger har Østjyllands Politi bedt kollegerne i Midt- og Vestsjællands Politi om hjælp til at tjekke nogle adresser i og omkring Holbæk, men det har foreløbig ikke givet resultat.

Vagtchefen vil ikke komme nærmere ind på, hvad det er for adresser, der er tale om. 

Sidste efterår dræbte flugtfangen Danny Johnny Stendahl med kniv i Auning på Djursland. Bagefter satte Dannie Sejberg Meldgaard ild til den dræbtes hus og smed liget i en sø nær Mejlby.

I september fik han en forvaringsdom, men fredag - blot to måneder senere - lykkedes det ham altså at flygte fra det psykiatriske hospital.