En 54-årig mand er blevet udvist for at sende to af sine børn på genopdragelsesrejse i hjemlandet Somalia.

Ved Retten i Lyngby er en somalisk far blevet dømt til et års fængsel og udvisning fra Danmark, efter at han og hans kone sendte to af deres fælles børn på genopdragelsesrejse i Somalia.

Faren er i øvrigt blevet dømt for grov vold, mens moren er blevet dømt for vold i en mildere grad.

Moren er blevet idømt seks måneders fængsel, men er ikke blevet udvist.

Den dengang 15-årige datter og 17-årige søn rejste 12. juli 2018 med faren til Mogadishu i Somalia.

Pigens veninder mistede hurtigt kontakten til hende, og da de undrende forhørte sig hos moren, fik de at vide, at deres veninde lå i koma på et hospital i Mogadishu.

Men pigen gik på koranskole, hvor hun skulle recitere vers og lære arabisk.

Da en af veninderne i efteråret endelig formåede at få kontakt til pigen, fortalte pigen hende, at hendes pas og mobiltelefon var blevet låst væk, og at hun ikke måtte rejse hjem til Danmark.

Den 1. marts 2019 sendte pigen en lydbesked på Facebook til sin veninde.

'Jeg har aldrig ligget i koma. Min far efterlod mig og min bror i Somalia. Jeg vil gerne hjem og gå i gymnasiet. Min far har været hård ved mig i flere år. Jeg vil ikke starte en sag op mod ham, jeg vil bare tilbage.'

'Vi bor langt fra lufthavnen. Jeg håber virkelig, I kan hente os. Sig det ikke til ham, at jeg har haft kontakt til mine veninder eller kommunen,' lød beskeden.

/ritzau/