To spæde tvillingepiger fik begge blå mærker, men alarmklokkerne ringede ikke hos faren.

»På det her tidspunkt har jeg ikke tanker om, at det skulle være kommet via vold. Det er så fjernt for mig,« siger den 39-årige far i retten.

Han og moderen til de to tvillingepiger sidder disse dage på anklagebænken i Retten på Frederiksberg.

De er tiltalt for at have rusket og klemt pigerne, så den ene døde af det, mens den anden fik 18 knoglebrud.

Forældrene nægter sig begge skyldige i at have mishandlet pigerne eller været vidende om, at den anden skulle have gjort det.

Men i dag, omkring to og et halvt år senere, beskylder de begge hinanden for at stå bag.

Ikke, fordi de har set noget, siger de begge. Men de har hver især ræsonneret sig frem til, at det kun kan være den anden.

»Det må være xxx (navn på moren, red.). Jeg har ikke set hende gøre noget, og jeg ved, at jeg ikke selv har gjort det,« siger faren.

Den 33-årige mor gav sin forklaring tirsdag og torsdag formiddag, hvor en lignende sætning lød fra hende:

»Det er xxx (navn på faren, red). Det er det, jeg kan komme frem til. Jeg har ikke set ham gøre det.«

Moren har forklaret, at faren må have gjort det i frustration. Tilsvarende forklarer faren torsdag eftermiddag, at moren må have gjort det i afmagt.

»Jeg kan ikke forestille mig, at de her ting er sket med fuldt overlæg. Jeg kan kun se, at de her ting er sket i en afmagtsituation. Jeg kan ikke se, at hun kunne gøre det med vilje,« siger faren i retten.

Anklageren viser faren flere billeder af pigerne i løbet af de første to måneder af deres liv. Et blåt mærke på den ene piges kind. Et mærke på den anden piges kind. Blå mærker på maven.

Faren forklarer, at han lagde mærke til nogle af mærkerne. Ved et af dem tænkte han, at det måske kunne være et jordbærmærke, fortæller han.

Anklageren kommer også ind på en nat i familiens hjem, hvor den ene pige blødte i munden.

»Jeg undrer mig over, hvordan i alverden det blod er kommet der,« siger faren i retten.

Han forbandt det ikke med vold mod pigen.

»Men det er selvfølgelig ikke normalt, at et spædbarn har blod i munden,« siger han.

Det er kommet frem i retten, at det for både moren og faren var en hård tid efter tvillingernes fødsel. De sov ikke meget, og pigerne græd meget. En af de første nætter efter pigernes fødsel var faren gået hjemmefra midt om natten.

Ved tretiden skrev moren en besked til ham:

'Pigerne sover nu. Kom så hjem.'

Faren fortryder og beklager i dag, at han efterlod moren alene med pigerne.

»Jeg var gået en tur, fordi jeg simpelthen lige havde brug for at trække vejret.«

Efter pigerne havde været i verden i lidt over to måneder, blev de indlagt på Hvidovre Hospital. Først den ene pige på grund af spiseproblemer. Og så kom den anden pige ind med opkast.

Det viste sig, at pigen med opkast havde en blødning i hjernen. Hun døde to måneder og ti dage gammel.

Undersøgelser viste, at hun havde blodansamlinger i øjnene og under den hårde hjernehinde og en blodudtrædning i sin ene lunge. Blødninger under huden i ansigtet og på kroppen. Og 15 brud på sine ribben.

Den anden tvilling blev også undersøgt og fik konstateret 18 brud på ribbenene, lårben og underben og i den ene overarm.

Der er afsat 12 retsdage til sagen, og der forventes dom 30. marts.

Lyt til B.T.s krimi-podcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: