Det er ved at være tre dage siden, at familie og venner til 28-årige Nikolaj Dyrner set ham eller hørt noget fra ham.

Den 28-årige far til to fra Ishøj forsvandt natten til torsdag efter at have været på besøg hos en ven i Lyngby.

Københavns Vestegns Politi bekræfter over for tv2.dk, at Nikolaj Dyrner er forsvundet og er ved at overtage sagen fra Nordsjællands Politi.

- Vi har foretaget nogle afhøringer og har undersøgt teleoplysninger, men indtil videre har det ikke givet resultat. Vi har ingen konkrete spor at gå efter, så næste skridt må være hjælp fra offentligheden, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Peter Grønbæk.

Nikolaj Dyrner er selvstændig håndværker, og vennen, som han besøgte onsdag aften i Lyngby, havde tidligere været ansat hos Nikolaj Dyrner. Ifølge Nikolaj Dyrners kæreste, Louise Hammerich, ville Nikolaj og vennen tale om 'gamle dage' og se, om vennen kunne få jobbet tilbage.

- Jeg kender ikke rigtig vennen, og det er der ikke nogen af Nikolajs venner eller familie, der gør. Ifølge vennen havde de drukket meget, da de kommer op at skændes, og Nikolaj ender med at gå. Ifølge vennen var det dog ikke noget alvorligt, siger Louise Hammerich til bt.dk

Louise Hammerich forklarer videre, at Nikolaj Dyrner forsvandt fra vennens lejlighed mellem klokken 3 og 6 natten til torsdag, men at vennen ikke kan huske et nærmere tidspunkt, fordi han var meget fuld.

Louise Hammerich og Nikolaj Dyrner har et barn sammen, og han fungerer som papfar for Louise Hammerichs ældste søn. Ifølge Louise Hammerich var Nikolaj Dyrner ikke nedtrykt op til sin forsvinden, og hun tror ikke, at han er forsvundet af egen fri viljle.

- Det ligner slet ikke Nikolaj bare at forsvinde på den måde. Han virkede glad, og han har fødselsdag i næste uge, som han glædede sig til. Jeg forstår slet ikke, at han er væk, siger Louise Hammerich.

Lørdag var venner og familie i Lyngby for at lede efter Nikolaj Dyrner. De begyndte nær Lyngby Hovedgade, hvor han havde besøgt vennen. Herefter blev buske, togstrækninger, hoteller osv kontrolleret, men det gav ikke noget resultat.

Søndag fortsætter familie og venner eftersøgningen.

- Jeg håber bare, at han trækker vejret derude et sted. Desuden håber vi, at folk i området vil kigge i deres haver og skuere for at se, om han skulle have lagt sig der, siger Louise Hammerich.

Nordsjællands Politi oplyser lørdag aften til bt.dk, at det 'umiddelbart' betragter Nikolaj Dyrner som savnet, og at det har haft hunde i området ved Lyngby Hovedgade for at finde spor efter Nikolaj Dyrner.

- Det er svært at lede, når det er mørkt, og derfor fortætter vi søndag, når det er lyst. Der forestår en del efterforskning, og vi har efterforskere på sagen, lyder det lørdag aften fra vagtchefen hos Nordsjællands Politi.