Far til den dræbte fra Islands Brygge: 'Ubegribelig mild straf'
»Vi troede, at danskerne straffede hårdt,« siger far til dræbt svensk betjent.

»Vi troede, at danskerne straffede hårdt,« siger far til dræbt svensk betjent.

»Sølle ét års fængsel for at slå et andet menneske ihjel er en ubegribelig mild straf. For mig som far og resten af familien kommer savnet jo til at vare for evigt.«
Johan Zedig er far til den 32-årige svensker, der i sommer mistede livet til et VM-storskærmsarrangement på Islands Brygge i København, efter at være blevet ramt at et enkelt kraftigt knytnæveslag på halsen.
Nu forklarer han til B.T., hvorfor han fredag har efterlyst et møde med statsminister Mette Frederiksen for at få en forklaring.
Gerningsmanden var en 31-årig mand, der i forvejen havde tre alvorlige domme sig, hvor han var blevet idømt samlet 10 års fængsel for blandt andet vold, grov vold, voldtægt og drabsforsøg med en kniv.
Hans straf for det dødbringende knytnæveslag blev onsdag udmålt til ét års fængsel i Københavns Byret.
Her blev slaget kategoriseret som såkaldt simpel vold. Det betød juridisk, at det ikke kunne straffes efter de noget skrappere bestemmelser om vold med døden til følge, som kunne have udløst en længere fængselsstraf.
Det har faren til den dræbte svensker mere end svært ved at forstå.
Derfor efterlyste han fredag morgen på Facebook et møde med Mette Frederiksen, for at hun som Danmarks statsminister kan forklare ham ansigt til ansigt, hvorfor det kun kostede 12 måneders fængsel at slå hans søn ihjel.
»Jeg troede ikke, at det var muligt at slippe med 12 måneder for at slå et andet menneske ihjel. Det er helt ubegribeligt for både mig og min søns andre efterladte,« siger faderen til den dræbte Christian Zedig til B.T.
Den 32-årige, svenske politibetjent blev ramt på halsen af et kraftigt knytnæveslag, og faldt om på jorden uden senere at komme til live. Han blev erklæret død tre dage senere.

»Det var jo ikke første gang, at gerningsmanden begik en alvorlig voldsforbrydelse. At det ikke udløser en længere straf at berøve et andet medmenneske livet, er helt ufatteligt.«
»Jeg har forsøgt at lære mine børn og børnebørn, hvad der er rigtigt og forkert i tilværelsen, og pludselig er der kun det forkerte tilbage, hvis du forstår, hvad jeg mener.«
»12 måneders fængsel er ingenting. For os er savnet jo for evigt.«
»Jeg troede jo faktisk, at Danmark havde en strengere lovgivning end Sverige, men det er åbenbart ikke rigtigt. Det er foruroligende.«
Sammen med de andre efterladte havde den dræbtes far før retssagen troet, at der ville blive udmålt en anderledes mærkbar straf for den dødelige vold.
»Vi forventede, at gerningsmanden ville få en straf, der stod i forhold til forbrydelsens alvor. Hvis man tager en andens liv, er en straf på omkring 10 år vel ikke urimelig, synes jeg,« siger Johan Zedig til B.T.
Men rent juridisk er argumentet jo, at et knytnæveslag som udgangspunkt ikke er lige så farligt, som hvis gerningsmanden eksempelvis havde slået med en økse eller stukket med kniv, og derfor kunne gerningsmanden ikke forudsige, hvor fatalt slaget endte med at blive?
»Hvis man er klar til at gøre skade på andet menneske – uanset om det var Christian eller en anden – så må man som gerningsmand være klar til at tage konsekvensen af sin handling. Også hvis volden forårsager en meget alvorlig skade på offeret.«
»Hvis jeg tager et andet menneskes liv, så må jeg bøde for det. Det er vel ikke urimeligt,« lyder det fra den 59-årige far.