Den såkaldte Operation Umbrella, hvor landets politikredse har sigtet over 1.000 børn og unge for at have delt en sexvideo med et mindreårigt par, er utvivlsomt kommet bag på mange forældre.

Også Niels, der onsdag var gæst i studiet i Radio24Syv Morgen. Hans 19-årige søn kom hjem og fortalte, at han er en af de 1.004, der i den kommende tid skal til afhøring hos politiet i sagen, der er danmarkshistoriens største af slagsen.

Sønnen skulle ifølge politiet have delt videoen med tre-fire kammerater, da han var 17 år. På videoen ses ifølge Radio24syv, hvordan en 15-årig pige, der har sex med en dreng på 15 år, ligesom flere drenge giver hende lussinger og penetrerer hende med en vodkaflaske, en badmintonketsjer og en bøjle.

Faren er med på, at handlinger har konsekvenser, men synes, det er 'kedeligt', at de mange unge nu bliver 'klasket op ad væggen', som det nu kommer til at ske gennem først afhøringer og siden retssager.

Loven er sådan set ganske klar, erkender faren til den 19-årige: Distribuerer man materiale med mindreårige, risikerer man en sigtelse for overtrædelse af paragraf 235 i straffeloven. Men, siger han:

»Det er ligesom at trække bier til en honningskål. Her er der nogle unge mennesker, der deler noget materiale, der måske i deres alder er meget interessant. Jeg tror ikke, der er nogen af de unge mennesker, der har læst paragraf 235. Jeg læste den i går og blev rimelig overrasket over, hvad der står i den.«

»Det svarer til at gå ned ad Strøget med 10 100-kronesedler i lommen. Så kommer der nogen og stjæler dem – og tager dem op ad min lomme. Det er kriminelt. Hvis jeg står på Strøget og deler dem ud til højre og venstre og – er det så en kriminel handling at tage imod dem? Når en 15-årig dreng modtager videoen, er det ligesom at få en 100-kroneseddel på gaden,« siger Niels i programmet.

Rigspolitiet meldte onsdag ud, at alle de sigtede har videredistribueret sexvideoen. Politiet mener således, at også Niels' søn har delt den. Har man derimod blot været i besiddelse af videoen og ikke spredt den, bliver man ikke sigtet.

Flere lyttere ringede under programmet ind og opfordrede Niels til at overveje, hvordan han ville reagere, hvis det var hans egen datter. Det havde han svært ved at forholde sig til, erkendte han.

»Jeg ville være meget, meget ked af det, hvis jeg havde en datter, der ikke havde den konsekvensanalyse af, hvad det kunne føre til - og det tror jeg ikke, 15-årige har,« svarede han en af lytterne.

Familiens efternavn er ret sjældent og derfor let genkendeligt. Derfor er Niels' efternavn ikke bragt i programmet. Det er dog redaktionen bekendt.