Den 58-årige mand, der søndag gik amok på Rigshospitalet og dolkede sine egne tvillinge-døtre med kniv, er stadig for syg til at blive afhørt af politiet. Og det er også endnu uvist, hvornår hans tilstand tillader, at han kan svare på politiets spørgsmål

- Det er helt op til lægerne at vurdere, hvornår han er rask nok, så det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt.

Det fortæller drabschef ved Københavns Politi, Hans Erik Raben, til bt.dk.





Efter angrebet mod døtrene, forsøgte faderen at begå selvmord, og han har siden søndag været indlagt under politibevogtning på Rigshospitalet. Han kom i respirator, men var uden for livsfare.

Den 58-årige blev mandag fremstillet in absentia i grundlovsforhør i Dommervagten i København. Her blev han sigtet for forsøg på manddrab og fængslet. Lige så snart, han er i stand til det, skal han selv møde fysisk op i retten, men Hans Erik Raben kan endnu ikke sige, hvornår det bliver.

- Det er helt og holdent en lægelig vurdering, understreger han.

De to små fire-årige tvillinger blev hårdt såret under overfaldene, med de meldes nu udenfor livsfare. I løbet af tirsdag regner politiet med at få en ny status på pigernes tilstand.

Umiddelbart efter overfaldene var især den ene pige i yderste livsfare.

Den ene tvilling var i forvejen indlagt på Rigshospitalet med en alvorlig nyresygdom, men Hans Erik Raben ønsker ikke at oplyse, om det er den syge pige, der blev hårdest ramt af overfaldet.

- Det ønsker vi ikke at oplyse af hensyn til efterforskningen. Vi har en stærkt chokeret familie, og det er det, der vejer tungest for os lige nu, siger han.

- Nu skal vi have vores efterforskning på plads, og den ønsker vi ikke at diskutere i pressen, siger Raben.