Den 40-årige mand, der i går blev anholdt og sigtet for drabet på sin datter, den 13-årige Caroline, fremstilles i grundlovsforhør i dag kl. 13.

Familiens lejlighed på Jellingvej i det vestlige Odense dannede rammen om drabet på den unge pige, der skete søndag eftermiddag. 

- Vi får et opkald på 112 kl. 14. En 13-årig pige og hendes far er i en voldsom diskussion, der udvikler sig til et slagsmål i hjemmet. Det er pigens papmor, der ringer til politiet, fortæller efterforskningsleder Jack Liedecke.

I nødopkaldet til alarmcentralen fortæller den forfærdede papmor, der er vidne til slagsmålet, at teenageren er alvorligt såret.

- Under slagsmålet har faderen slået pigen i hovedet med et stumpt instrument, og hun bløder kraftigt. Vi sender både politi og lægeambulance til adressen, fortæller Jack Liedecke.

Døde på hospitalet

Politiet kan ikke oplyse, hvor mange gange pigen er blevet slået i hovedet, men hun var hårdt kvæstet ved ankomsten til hospitalet. Det lykkedes ikke for Caroline at overvinde sine kvæstelser, og hun døde en time efter ankomsten til hospitalet.

Under hele den dramatiske episode er Carolines tvillingebror, papmor og hendes kun et-årige lillebror til stede i lejligheden, og de oplever på nærmeste hold deres fars og søsters fatale slagsmål. Tvillingbroderen er nu anbragt hos familie-medlemmer et andet sted i byen, oplyser politiet. Den yngste lillebror er hos sin mor, der nu modtager psykologhjælp.

Mistede sin mor

Caroline var ifølge sine venner en stille og rolig pige. Indimellem var hun trist og ked af det. Caroline mistede for fire år siden sin mor og boede derfor hos sin far og papmor. Familien var netop flyttet ind i deres nye stuelejlighed på Jellingvej, efter de i længere tid havde ledt efter noget større at bo i. Udadtil virkede den lille familie velfungerende og som en rigtig kernefamilie, og hvad der er gået forud for tragedien, eller hvordan familien præcist har fungeret, ved politiet endnu ikke noget om.

- Det er en ren dansk kernefamilie, som er ukendt af politiet, siger Jack Liedecke. Den 40-årige far er nu i politiets varetægt, og han er sigtet for drabet på sin datter. I dag fremstilles han i grundlovsforhør.