Det var angiveligt et jalousidrama, der udviklede sig til så voldsomt et slagsmål, at Sara Huus Lind blev tævet ihjel af sin 23-årige kæreste i den fynske by Svendborg natten til lørdag.

Med slag og spark blev den 23-årige Sara Huus Lind tævet til døde af sin 23-årige kæreste fredag aften, efter at de to tilsyneladende havde været i byen sammen.

Kort efter midnat henvendte den 23-årige mand sig til naboen og bad ham om at ringe efter en ambulance. I lejligheden lå Sara Huus Lind gennemblødt efter slagsmålet med kæresten.

Manden blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør. Her kom det frem, at den formodede gerningsmand havde nikket Sara Huus Lind flere skaller og hoppet på hendes hoved.

BT har talt med Sara Huus Linds far, der fik beskeden om overfaldet på datteren få timer efter, at hun blev hentet af en ambulance på sin adresse på Søgårdsvej i Svendborg.

»Hendes ansigt var så smadret, at jeg ikke kunne genkende hende,« fortæller en tydelig berørt Alex Jensen.

Han sidder i stuen sammen med resten af familien og forsøger at bearbejde den sorg, der pludselig har ramt familien.

»Der kom to betjente klokken halv fire i nat og fortalte det. Man går jo kold, når man får sådan noget af vide. Det er uvirkeligt, og det er det stadig,« fortæller han til BT.

Ham og konen havde mødt datterens kæreste fire gange, men det havde aldrig slået dem, at han var »sådan en psykopat«.

»Man er jo psykopat, hvis man gør sådan noget, og hvis ikke politiet fængsler ham, så skal jeg nok gøre noget ved ham,« lyder det.

Det er en uge siden, at han talte med sin datter, men han fortæller, at broren talte med Sara Huus Lind fredag. Her var der intet, der tydede på, at hende og kæresten var uvenner.

Naboen, der ringede efter politiet, har forklaret, at han hørte flere bump fra lejligheden, men at han på intet tidspunkt hørte nogen skrig fra Sara Huus Lind. Omkring klokken 01.40 bankede den 23-årige mand på hans dør, og bad ham ringe efter politiet.

Efterfølgende løb den 23-årige mand ud på vejen, hvor han ventede på politiet ankom, mens naboen løb ind i lejligheden for at se til Sara Huus Lind.

»Hun blødte over det hele og kunne ikke trække vejret, så jeg stak en finger i munden på hende for at åbne luftvejene,« fortæller naboen til BT.

Den 23-årig mand nægter sig skyldig i at have myrdet sin jævnaldrende kæreste. Han erkender dog vold med døden til følge.