Anklager ville have far og datter i fængsel i kartelsag. I stedet skal de betale 300.000 kroner hver i bøde.

Endnu en gang er det glippet for anklagemyndigheden at sende personer i fængsel i sager om mulig karteldannelse.

Fredag har Retten i Hillerød afgjort, at det koster en far og en datter en bøde hver på 300.000 kroner, at de har udvekslet priser med konkurrenter i nedrivningsbranchen.

Dermed undgår de en tur i fængsel, hvilket senioranklager Robert Hansen ellers gik efter.

Sagens kerne handler om, hvorvidt den 49-årige kvinde og 72-årige mand har kunnet sætte den fri konkurrence ud af spil ved i al hemmelighed at aftale priser på både offentlige og private tilbud.

Anklager Robert Hansen har argumenteret for, at deres firma har lånt priser til og fra konkurrenten.

Problemet ved det er, at man ikke må tale sammen inden et tilbud, da man ellers kan tilpasse sin pris i strid med konkurrenceloven.

Men retten har altså ikke vurderet, at udvekslingen af tilbud mellem de dømtes firma og konkurrenterne er så alvorlig, at det kan straffes med fængsel.

Den 49-årige kvinde har i retten forklaret, at hun ganske rigtigt har sendt og modtaget tilbud på nedrivningsjob fra konkurrenten Søndergaard Nedrivning. Men det handlede ikke om at fikse priser.

Hun gjorde det, når hun var i tidsnød. På den måde kunne hun sende et urealistisk tilbud til en kunde, som så ikke ville blive fornærmet eller straffe firmaet, hvis de slet ikke fik et tilbud.

Netop Søndergaard Nedrivning har en nøglerolle i sagskomplekset. En leder i firmaet har været whistleblower.

Som tak for indsatsen har han selv fået et tiltalefrafald. Han straffes altså ikke. Men betingelsen er, at manden hjælper med at afgive forklaring i retten.

I alt otte direktører og ledere i nedrivningsbranchen er blevet mødt med krav om fængsel for at have aftalt priser i smug. I sagen fra Hillerød er den samlede entreprisesum omkring ti millioner.

Det er den anden sag i en række, hvor anklagemyndigheden går efter fængsel i kartelsager. Tidligere er der i den slags sager blevet givet bøder, men Folketinget strammede skruen i 2013 og gjorde det muligt at skærpe straffen til fængsel.

I den første sag slap en 76-årig med en bøde på 100.000 kroner i både byret og landsret.

/ritzau/