- Jeg ved, det ikke er mig.

Sådan siger en far fredag, da han afhøres i Retten i Glostrup.

Her er han tiltalt for at have mishandlet sin lille søn, mens de var indlagt på Herlev Hospital, men han nægter sig skyldig.

Sønnen blev født 11. april 2024, og det var ti uger for tidligt. I den følgende tid skulle faren passe på spædbarnet. Moren blev i hjemmet med parrets to andre børn.

Men efter flere episoder blev der i juli slået alarm på grund af talrige skader i hjernen og på kroppen.

I alt var der 17 brud på ribbenene, har en retsmediciner påvist i en undersøgelse. Dertil kommer blodansamlinger i hjernen, blødninger i hjernevævet og andre skader.

I løbet af flere retsmøder skal otte sygeplejersker og en stribe læger afhøres som vidner.

Men fra sagens begyndelse fremhæver den 31-årige tiltaltes forsvarer, at ingen person har observeret, at der er begået vold mod spædbarnet.

- Det er en række andenhåndsberetninger fra folk på samme arbejdsplads, og som altså spiser frokost sammen, siger advokat Torben Brøndum Rasmussen om de indkaldte vidner, da han beder dommerne om at nedlægge referatforbud.

I retssalen følger den tiltaltes forældre, en onkel og en bror med fra tilhørerpladserne.

Den tætbyggede mand er på fri fod. Han var varetægtsfængslet i næsten en måned, før Østre Landsret i september 2024 satte ham på fri fod. Der var ikke en særligt bestyrket mistanke.

- Han er en dejlig knægt, han var nem at trøste, siger han om sønnen.

Under afhøringen kredser anklagerne om, hvorvidt han følte sig presset eller stresset af opgaven på hospitalet.

- Vi vidste, det ville blive hårdt. Det var lidt stresset. Man er på vagt hele tiden, siger faren om situationen.

Men ved en bestemt episode var han voldsom, lyder det. Den 3. juli blev barnet blå og livløs.

- Jeg gik fuldstændig i panik. Jeg prøvede at vende ham og dunkede ham i ryggen, måske lidt hårdt.

- Ruskede du ham?, spørger anklageren.

- Jeg vendte og drejede ham, svarer den tiltalte.

I anklageskriftet hævdes det også, at han hårdhændet førte en genstand ind i barnets mund, hvilket førte til blødning.

Der er "betydelig risiko for alvorlige senfølger i form af spastisk lammelse, epilepsi, adfærdsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder og lignende", hedder det.

Uden den fornødne lægelige behandling kunne drengen være blevet bragt i en tilstand, som han ikke med sikkerhed havde overlevet, står der.

Sagen skal afgøres af seks nævninger og tre juridiske dommere. Det skyldes, at anklagemyndigheden vurderer, at straffen kan blive fængsel i seks år eller mere.

Dommen ventes 2. februar.

/ritzau/