Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mandag blev den lille jyske by Ulstrup ramt af en tragedie, da en familie på seks blev fundet døde i et parcelhus. Siden har politiet fortalt, at det var den 45-årige far Morten Nielsen, som stod bag de uhyggelige dræb, der har rystet det lille samfund.

At det skulle komme så vidt, har sendt chokbølger gennem det lille samfund.

Udadtil virkede familiefaderen nemlig som en flink, stille og rolig fyr, der ikke skilte sig ud.

Det fortæller en person, der ligesom den dræbte familie bor i Amstrup Bakker, til BT.

»Han var en meget stille og rolig fyr. Han sagde ikke så meget, men han var flink. Han var ikke typen, der kom hen og snakkede med én, men han ville gerne snakke, hvis man kom til ham,« siger manden, der gerne vil være anonym, til BT.

Han kendte ikke familien eller Morten Nielsen indgående, men havde mødt ham og snakket med ham nogle gange i forbindelse med fællesarrangementer i Amstrup Bakker.

»Jeg har aldrig oplevet noget unormalt ved familien. De virkede helt normale - og i sådan et lille samfund som Ulstrup, der snakker man om folk, der skiller sig ud,« siger han og uddyber:

»Han var en flink og rar mand. Udadtil var der styr på det. Der var altid pænt og ordentligt omkring deres hus, der lå ikke noget og flød eller sådan noget,« siger han.

I det hele taget er den tragiske nyhed om de seks dødsfald noget, der har ramt det lille lokalsamfund hårdt. Først fordi hele familien var gået bort og siden fordi, det kom frem, at Morten Nielsen dræbte sin hustru Trine på 42 og de fire børn Josefine på 16, Magnus på 11, Cirkeline på seks og Marius på tre.

»Folk fatter ikke, det er sket. Og mange af dem, der boede tæt på familien, kan slet ikke forstå det. De er i chok,« siger han.

Hvad der præcis er motivet bag faderens drab på hele sin familie, vil Østjyllands Politi ikke komme nærmere ind på. Det gør de af hensyn til de pårørende, som er blevet underrettet.

En flok af den ældste datters venner kommer forbi og lægger blomster. Dagen efter en familie på seks blev fundet døde i Ulstrup. Foto: Mikkel Berg Pedersen
En flok af den ældste datters venner kommer forbi og lægger blomster. Dagen efter en familie på seks blev fundet døde i Ulstrup. Foto: Mikkel Berg Pedersen Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere