Siden fredag er det væltet ind med henvendelser fra borgere, der har set noget mistænkeligt i drabssagen fra Randers, hvor en 30-årig familiefar mistede livet.
Politiet fortæller nu, at noget meget specifikt videoovervågning, som de har sikret i sagen efter anholdelsen af en 31-årig mand, skulle belaste ham yderligere.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Helt konkret skulle der være tale om overvågningsmateriale fra en erhvervsdrivende i området tæt på, hvor drabet fandt sted.
»Vores tekniske beviser og andre beviser i sagen har gjort, at mistankegrundlaget i sagen er blevet styrket siden grundlovsforhøret fredag. Det vil jeg gerne sige også for, at borgerne i området kan føle sig trygge ved, at den mand, vi har sigtet, er varetægtsfængslet,« siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard til TV2 Østjylland.
Drabet skete på en adresse i det nordøstlige Randers, hvor en 30-årig mand blev stukket med kniv. Han afgik kort tid efter ved døden.
Ifølge Randers Amtsavis skulle den dræbte være en 30-årig familiefar, der opdagede en indbrudstyv.
I den forbindelse blev han angiveligt stukket og dræbt af en gerningsmand, skriver avisen på baggrund af en genbo og en pårørende til den dræbte.
Østjyllands Politi vil ikke bekræfte, at den formodede drabsmand ville begå et indbrud i huset på Guldregnvej.
100 henvendelser
Kort tid efter drabet på den 30-årig familiefar efterspurgte Østjyllands Politi offentligheden om hjælp til finde frem til, hvad der var sket i tiden før og efter knivstikkeriet på Guldregnvej.
Det har resulteret i mange gode tip, der nu har ført til, at flere betjente skal ud og banke på døre i området.
Ifølge politiet har de modtaget omkring 100 henvendelser, hvilket de mener er mange. Flere af dem har nu ført til, at man i weekenden skal ud og banke på flere døre
Vicepolitiinspektøren fortæller, at man har formået at kortlægge dele af den formodede gerningsmands færden.
Betjentene kommer til at være ved Akacievej og Gråpilevej for at høre, om folk har hørt eller set noget.