En 56-årig mand bortførte mandag formiddag sin egen fem-årige datter, som bor hos barnets mor i Odense.

»Det sker i forbindelse med et samvær mellem pigen og pigens far, som er britisk statsborger. Det er et observeret samvær. Der tager faren så pigen med og forlader stedet,« siger Anders Furbo Therkelsen, vagthavende ved Fyns Politi, til B.T.

Efterfølgende udspillede der sig et drama på og omkring banegården i Odense.

Omkring klokken 12.30 dukkede seks politibiler og flere motorcykelbetjente op, efter at en taxichauffør havde spottet den 56-årige, der var blevet efterlyst med signalement efter bortførelsen.

Taxichaufføren løb op ad trappen på Odense Banegård Center.

Herefter alarmerede han flere betjente, som stod og holdt vagt, skriver Fyens.dk.

Politiet slog til med det samme og fik anholdt manden, før han kunne nå at stikke af med sin fem-årige datter.

»Der går en lille times tid, før vi finder dem igen,« forklarer Anders Furbo Therkelsen til B.T.

Politiet fandt faren og datteren ved Kongens Have i Odense.

Efter anholdelsen blev den 56-årige iført en beskyttelsesdragt foran den gamle banegård i Odense.

Dragten skal sikre, at eventuelle spor i sagen ikke forsvinder, skriver Fyens.dk.

Odense Kommune anmeldte bortførelsen af den fem-årige til politiet klokken 11.37.

Lige nu sidder manden på politigården, mens pigen er bragt tilbage til 'rette sted', oplyser Fyns Politi.

»Nu ligger der en juridisk vurdering i forhold til det, der er sket. Der skal ske yderligere afhøring af den socialmedarbejder, der observerede samværet, og der skal ske yderligere afhøring af faren,« siger Anders Furbo Therkelsen:

»Efterforskningsafdelingen har overtaget sagen, og nu skal de tage stilling til, hvad der skal ske herfra.«

Fyns Politi vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om de mistænker manden for at have planlagt en bortførelse forud for samværet.