Det var nogle forfærdelige minutter, som en far oplevede onsdag aften, efter at han havde fået et mystisk telefonopkald fra moderen til sine børn, mens han luftede familiens hund.

Blodspor i gangen var det første en familiefar fra Nordjylland så, da han onsdag aften trådte ind i familiens villa i en lille landsby, efter at han havde skyndt sig tilbage fra sin tur med hunden. Lidt efter fandt han sin datter døende – skåret i halsen af sin mor.

Kort forinden havde moderen ringet med en mystisk og meget bekymrende besked til faderen, da han var 5-700 meter fra hjemmet. Hun sagde, at hun elskede ham, og at hun glædede sig til, at han kom hjem, men at det godt kunne være, at hun og deres datter ikke ville klare den.

Faderen skyndte sig derfor at løbe hjem, hvor de frygtelige røde pletter hurtigt bekræftede hans bange anelser. Noget var gået alvorligt galt. Familiefaderen gik videre ud i køkkenet, hvor han fandt den 27-årig mor siddende. Hun havde skåret sig selv i håndleddet i et forsøg på at begå selvmord.

Derefter løb faderen ovenpå i familiens villa, hvor han fandt sin ni-årige datter stærkt blødende. Hun var blevet stukket i halsen med en kniv af sin mor.

Detaljerne om de frygtelige minutter blev afsløret ved et grundlovsforhør torsdag eftermiddag, hvor den 27-årige kvinde blev fremstillet i absentia. I retten blev der desuden nedlagt navneforbud på både mor og datter, hvorfor BT ikke kan nævne detaljer om familiens identitet.

Efter onsdagens hændelse blev moderen indlagt, men er ifølge politiet ikke i livsfare. Hun skal dog gennemgå en operation, inden det vil blive muligt at fremstille hende i retten.

Efter det frygtelige fund af sin hårdt kvæstede datter, blev faderen sandsynligvis stillet over for et svært valg om, hvorvidt han skulle blive hos datteren – eller bringe sig selv og pigens lillebror i sikkerhed.

Parrets lille søn lå nemlig og sov, mens den frygtelige tragedie udspillede sig.

Det fremgår ikke af politiets oplysninger, hvordan og hvornår faderen så til drengen, men da politiet kom til stedet, fandt de faderen stærkt chokeret med den lille dreng i favnen i haven foran parrets hjem.

Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at moderen også forsøgte at slå sin søn ihjel. Det oplyser efterforskningsleder Allan Overgaard fra Nordjyllands Politi til BT.

»Hun er blevet sigtet for drabet på sin ni-årige datter. Og med de oplysninger, vi har lige nu, har det ikke givet anledning til at sigte hende for andet end det«, siger han.

Så drengen har ikke fået nogle skader, der tyder på, at hun har gjort ham noget?

»Nej,« svarer Allan Overgaard og tilføjer, at politiet heller ikke har nogen mistanke mod faderen.

Politiet ved endnu ikke, hvad der er årsag til den frygtelige tragedie. Det er dog kommet frem, at den 27-årige kvinde igennem længere tid har kæmpet med psykiske problemer, og at hun så sent som søndag bad om at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Det skete, efter at hun samme dag havde fortalt, at hun havde ’grimme tanker’. Både hun selv og børnenes far kontaktede derfor sygehuset i Brønderslev, hvor hun i første omgang blev afvist, fordi hun ikke havde en henvisning fra en læge. Det lykkedes dog efter en tur forbi vagtlægen af skaffe en henvisning, så hun kunne blive indlagt.

Men allerede mandag blev kvinden udskrevet med beskeden om,  at man ikke kunne gøre mere for hende.

I retten kom det frem, at kvinden tilbage i marts havde fået en psykose, som hun efterfølgende er blevet behandlet medicinsk for. Angiveligt har hun dog haft det rigtig svært den seneste tid, hvilket blandt andet skyldes, at hendes mormor døde, har børnenes far fortalt til politiet.

Den 27-årige har været så depressiv, at hun nærmest ikke kunne foretage sig noget som helst. Hun sov til middagstid og havde ikke overskud til noget.

At det skulle ende i så frygtelig en tragedie, var der dog næppe nogen, der havde forudset. Så sent som lørdag var hele familien en tur i Fårup Sommerland, hvilket faderen overfor politiet har betegnet som en god dag, hvor det hele var gået fint.

Allan Overgaard vil endnu ikke udtale sig, hvorvidt politiet kender et motiv til, at moderen slog datteren ihjel:

»Motivet for hvorfor handlingen har været, som den har, er noget af det som indgår i efterforskningen, og som også er noget af det, som vi skal arbejde med at opklare. Det vil jeg ikke gisne om på nuværende tidspunkt,« siger han.

Ifølge BTs oplysninger er der er dog intet, der tyder på, at der skulle have været skænderier i familien, der skulle have ført til drabet.

Faderen har efter drabet opholdt sig hos noget familie, og den lille dreng er hos sin far, oplyser politiet til BT.

Politiet håber, at moderen kan blive genfremstillet i grundlovsforhør snarest muligt efter sin operation. Måske vil det allerede kunne ske fredag.