Københavns Politi efterlyser nu 33-årige Steffen Van Khoa Do, som onsdag flygtede fra Vestre Fængsel, hvor han sad varetægtsfængslet i en stor narkotikasag.

»Steffen Van Khoa Do flygtede fra Vestre Fængsel onsdag 30. juni 2021 omkring klokken 13.30, hvor han var indsat efter at være blevet varetægtsfængslet 2. marts 2021 – sigtet i en omfattende narkotikasag,« skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Han beskrives på den her måde af politiet:

»Mand, 33 år gammel, asiatisk af udseende, 173 cm høj, almindelig af bygning. Af særlige kendetegn har han fire skønhedspletter på venstre kind. Han var ved undvigelsen kronraget og iført sort hættetrøje, sorte shorts, sorte sokker og sorte gummisko. Han bar på en større grøn pose.«

Københavns Politi betegner ikke Steffen Van Khoa Do som farlig, men beder om, at man kontakter politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger om, hvor han befinder sig.

»Alle oplysninger om Steffen Van Khoa Dos mulige opholdssteder er interessante for os,« siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra SEØ.

Han understreger desuden, at man risikerer op til to års fængsel, hvis man holder en person skjult eller på anden måde hjælper en person, som er på flugt fra politiet.

B.T. har tidligere i dag været i kontakt med formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen.

Han fortæller, at der ikke er noget fængselspersonale, som er kommet til skade under flugten.

»Der har været en række uheldige sammenfald, som har muliggjort, at han er kommet ud gennem porten,« siger Bo Yde Sørensen.

Der er ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.